Stor opbakning til flyttet elektronikmesse

Efter udmeldingen omkring flytningen af Elektronikmessen E-21 har messen oplevet en overvældende opbakning og positive tilbagemeldinger fra udstillere og samarbejdspartnere.

Elektronikmessen E-21 skulle have løbet af stablen på Odense Congress Center i februar 2021, men efter regeringens udmeldinger omkring COVID-19, så OCC sig nødsaget til at flytte messen.

Flytningen blev annonceret i starten af november, og siden er det strømmet ind med positive beskeder, fra ind- og udland, til projektleder Søren Therkelsen.

– Det har faktisk været helt overvældende, og vi er blevet mødt af en enorm følelse af loyalitet og støtte fra vores udstillere og samarbejdspartnere. Der er stor forståelse for, at vi har valgt at flytte messen til 2022. Og der er et generelt håb om at kunne besøge en elektronikmesse uden mundbind og berøringsangst, siger Søren Therkelsen.

Udstillerne er klar til 2022
En stor del af udstillerne har valgt at bakke op omkring messen i 2022 ved at overføre deres standreservation fra E-21 til E-22. Det er en kæmpe cadeau til Elektronikmessen og en opbakning, som Søren Therkelsen og teamet bag messen sætter enormt stor pris på.

– Det er noget af en tillidserklæring, når vores udstillere allerede nu ser frem mod en messe, der finder sted om næsten to år. De glæder sig nok til at kunne ses ansigt til ansigt igen – det gør vi i hvert fald, siger Søren Therkelsen.

Flere af udstillerne stod også klar til at gennemføre messen i februar 2021, men størstedelen havde udtrykt bekymring for at mødes så tidligt inde i det nye år. Den bekymring tog OCC og Elektronikmessen meget alvorligt.

– Der er ingen tvivl om, at det var rigtig at flytte messen. Som samfundet ser ud nu her, så er der ingen garanti for, hvor vi vil være henne i starten af det nye år, siger Søren Therkelsen og fortsætter:

– Nu ser vi frem til messen i 2022, og vi glæder os til at kunne præsentere de mange nye tiltag og områder, der bliver arbejdet og udviklet på. E-22 bliver både en tiltrængt og en nyskabende messe, siger Søren Therkelsen.

Besøg Danmarks største elektronikmesse E-22 på Odense Congress Center fra den 30. august til den 1. september 2022.