E-18 sætter spot på IoT

Hardware og firmware til Internet of Things (IoT) er sådan set på plads, og teknologien fungerer i praksis i flere afgrænsede applikationer. Men hvad skal der til for at give IoT dets endelige gennembrud? Det sætter den kommende E-18 messe i Odense fokus på i sit omfattende konferenceprogram den 11.-13. september.

På den kommende elektronikmesse E-18 i Odense vil et omfattende konferenceprogram som vanligt være et af messens bærende elementer.

Ét af fokusområderne vil være på implementeringen af IoT (også kaldet IIoT – Industrial Internet of Things) i større, integrerede og fungerende systemer. Hardware og firmware til IoT er sådan set på plads, og teknologien fungerer i praksis i flere afgrænsede applikationer.

Men en fuldstændig implementering af et (I)IoT-samfund med embedded teknologi kræver en mere effektiv udnyttelse af den distribuerede intelligens, lyder det fra faglig konsulent Per Bach.

”Opgaven er slet ikke så let endda. Men med de rigtige produkter og metoder, kan man opnå meget fine resultater på kort gennem en intelligent anvendelse af markedets mange platformsløsninger,” siger Per Bach, der glæder sig til at se emnet blive foldet ud på messen.

Sikkerheden bliver afgørende
Den stadigt mere udbredte integration af kommunikation og dataudveksling i store systemer kræver i sagens natur mere fokus på sikkerheden i systemerne. Der er ikke en direkte genvej til entydige og sikre systemer, da alt kræver én eller anden form for tilpasning til den aktuelle applikation.

”Vi er ved at tage de spæde skridt ind i en fremtid, hvor IoT bliver en realistisk del af hverdagen. Og med en klog indsats kan det også ske uden forstyrrelser fra hackere og andre ondsindede personer. Også dette vil vi komme rundt om på konferencen,” siger Per Bach.

Der er derfor mange gode grunde til at besøge Odense Congress Center i dagene mellem 11. og 13. september. Læs mere på elektronikmessens hjemmeside.