Da Iwasaki-san i 1870’erne startede Mitsubishi-koncernen som et shipping-firma, var Japan et ganske feudalt samfund, der kun lige var begyndt at åbne døren til den moderne – og vestlige – verden. Koncernens grundlægger havde nok ikke forventet, at hans efterfølgere i tiden efter 1. Verdenskrig skulle blive uddannet på Cambridge eller sparke døren vidt op til verdensmarkedet. Det ville måske også have rystet Mitsubishis grundlægger, at shipping-delen blev erstattet af ”Industry”, men det var en beslutning, der blev fundamentet for én af den moderne verdens helt store spillere på en række markeder – også det industrielle.
Mitsubishi Electric, der er et af Hans Følsgaard A/S’ stærkeste kort på porteføljen af automationsudstyr, runder i 2021 de første 100 år som en del af koncernen. Historien bag Mitsubishi Electrics første produkt fra 1921 har en pudsig, japansk krølle på halen. ”Mitsubishi” betyder groft oversat ”tre diamanter”, hvilket er synliggjort i koncernens logo, der ligner – netop – tre stiliserede diamanter. Produktet fra 1921 var en ventilator til forbrugermarkedet – og vingerne ligner sjovt nok også tre diamanter. Det er et stort plus i den japanske, anekdotiske historiefortælling.
Mitsubishi Electrics vej mod industrimarkedet har været lang og brolagt med udvikling af fremragende udstyr lige fra kommercielle radio- og TV-produkter til højspændingsgeneratorer og switche til elforsyningen. Koncernen udvidede yderligere sin enorme spændvidde inden for elektronik og elektroteknik med fremstilling af halvleder-chips, satellitstationer, rulletrapper og komponenter til atomkraft. MOLDIS fra 1972 var koncernens online real-time datadistributionssystem og et fingerpeg om den fremtidige udvikling inden for industrisegmentet.
Set med japanske øjne er robot- og automationsdivisionerne kun en lille del af den i dag 140.000 mand stor koncern, men betydningen på – indledningsvis – det japanske marked har været enorm, da Mitsubishi og de standarder, som koncernen har medvirket til at implementere, er dominerende i Asien. Men Iwasaki-sans blik mod verden uden for Japan gælder også for automationsprodukterne: Mitsubishi er en ivrig fortaler for åbne standarder og integration af andre produkter end koncernens egne i automations- og proceslinjerne. Det er en slags ”japanske ordentlighed”, der harmonerer godt med det program og den filosofi, der også kendetegner Hans Følsgaard A/S.
Mitsubishi Electric Corp. (MELCO) har støt og roligt arbejdet sig ind i HF’s portefølje med en række løsninger, der også anvender komponenter fra mange andre af Følsgaards leverandører af automationsudstyr. Mitsubishi Electric og Hans Følsgaard A/S deler ud over åbenhed, teknisk komplette løsninger og integration af flere typer af teknik i kundeleverancen også alderen: HF kan i år fejre 99 år som Teknikpartner for industrien – ikke bare i Danmark, men også i Skandinavien og Nordeuropa. Og selv om 99 år ikke er 100 år ligesom Mitsubishi Electric, så er det tæt på – og slet ingen alder…