
Førstedagen på Elektronikmessen i Odense er gået over alle forventninger. Der var fra flere sider en vis skepsis i forhold til format og tidspunkt for 2026-versionen af Elektronikmessen, men alle branchefolk, vi har talt med, har kun haft positivt at sige. Konferenceprogrammet tiltrak et godt og særdeles relevant publikum, hvilket selvfølgelig også skyldes et godt tilrettelagt udbud af seminarer, foredrag og hands-on design-events.
Det kan godt lyde som en floskel, når man siger, at “det var de rigtige folk, der besøgte messen”, men et scan af navneskiltene på de besøgende og efterfølgende spørgsmål til udstillerne pegede i præcis dén retning. Det var absolut relevante branchefolk, som var til stede på messens førstedag. Ravis vurdering var, at forventningerne måske ikke var de højeste, men virkeligheden oversteg i høj grad forventningerne, så Ravi har fået mange gode leads og interesse for nogle af den nørrejyske EMS-virksomheden egne produktionstekniske løsninger til kvalitetssikring.
Mads Doré fra Prevas satte også nogle interessante ord på førstedagens besøg:
– Mange besøgende kender vi faktisk i forvejen, men når de kommer til vores stand, så falder samtalen næsten øjeblikkeligt ind på konkrete designopgaver. Vi anslår, at deltagelse på en messe som Elektronikmessen 2026 sparer os hver især mellem 3.000 og 5.000 kilometer på landevejene i forhold til opsøgende arbejde, og alene af dén grund er det en god forretning for os at deltage, siger Mads Doré.
Aktuel Elektroniks ølsjov gik over enhver tænkelig forventning med Ørbæks Fynsk Forår, Skovlysts/Hareskovens Ahorn- og Bøgebryg og selvfølgelig Refsvindinges Ale No. 16 som udgangspunkt for vårhare-bartendernes udskænkning ledsaget af vin, sodavand og tapas i massevis fra Elektronikmessens ledelse. En fantastisk stemning og – igen – en fremragende platform for at møde branchekolleger på mere eller mindre slap line. Det fungerer.
RSH
Elektronikmessen kører også både i dag og i morgen, 20. og 21. maj, og skulle man have mulighed for at komme forbi Odense Congress Center i dag, så kører vi også i dag Aktuel Elektroniks ølsjov fra ca. 15:30-tiden.

