
(foto: DI via Ritzau)
Årets klimastatus og -fremskrivning (KF26) fra Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet viser, at Danmark fortsat står til at opfylde 2030-klimamålet. Det er et vigtigt skridt for den danske klimaindsats og et klart tegn på, at virksomhederne leverer markante reduktioner.
– Jeg hæfter mig ved, at vi står til at opfylde 2030-målet, men for at lykkes kræver det fortsat fokus på implementeringen. Det er implementeringen, der skaber de reelle reduktioner. Nu glæder vi os til at svare på høringen, siger Anne Højer Simonsen, klimachef i Dansk Industri.
De kommende års klimaindsats må bygge videre på de aftaler og virkemidler, der allerede er vedtaget, så virksomhederne kan fortsætte investeringerne i den grønne omstilling.
– Vi befinder os i en tid med geopolitisk uro og stor usikkerhed. For at virksomhederne kan fortsætte investeringerne i den grønne omstilling, kræver det en fast kurs i klimaindsatsen og tiden kalder på mere gulerod end stok, siger Anne Højer Simonsen, klimachef i Dansk Industri.
Med under 20 år til at nå målet om klimaneutralitet i 2045 er tiden inde til at træffe de nødvendige beslutninger. For DI er det afgørende, at kommende mål hænger tæt sammen med de konkrete virkemidler og den nødvendige finansiering, så ambitionerne kan omsættes til reel handling.
– Når vi kigger mod de langsigtede klimamål, er det helt afgørende, at beslutninger går hånd i hånd med konkrete virkemidler og finansiering. Aftaler alene flytter ikke noget – der skal handling og økonomi bag, hvis vi vil lykkes, afslutter Anne Højer Simonsen, klimachef i Dansk Industri.

