Over hele verden aflyses i disse dage messer, som også danske små og mellemstore virksomheder har planlagt at deltage i – og allerede har betalt for. Mange af disse virksomheder har benyttet sig af Trade Councils eksportfremmetilbud, hvor der ydes 50 pct. tilskud til fremstødet.
Det giver nu problemer, fordi Trade Council ikke dækker deres andel af omkostningerne ved eksportfremstødene, hvis de aflyses. Det fremgår af retningslinjerne for Fremstødsbevillingen, som finansierer de eksporttilbud, som Trade Council står bag.
SMVdanmark opfordrer derfor regering og Folketing til at råde bod på, hvad der må være en uforudset fejl i lovgivningen for kollektiv eksportfremme, lader internationaliseringschef i SMVdanmark, Jens Kvorning forstå.
Han opforder endvidere også til at revurdere behovet for yderligere tilskud til ny eksport, når eksportaktiviteterne skal genoptages.
Udenrigsministeriets tilskudsordning til fælles eksportfremstød yder op til 50 pct. tilskud, som gør, at over 1000 store som små danske virksomheder hvert år nyder godt af tilskud på i alt godt 30 mio. kr.
– Tilskuddet aktiveres kun, hvis eksportfremstødet gennemføres. I denne Corona-tid er problemet bare, at en lang række eksportfremstød, der har været planlagt igennem det sidste års tid, nu bliver aflyst på stribe og at arrangører og virksomheder har betalt rigtig mange penge forud – typisk 20-50.000 kr. hver, siger Jens Kvorning og peger på, at der er stor tvivl om, hvor mange af pengene, de vil kunne få refunderet.
Som det er nu risikerer arrangører og virksomheder ikke kun at tabe de penge, som de har investeret i at få nye eksportkunder. Myndighederne kan iflg. reglerne ikke kan betale halvdelen af et tab, som det der her kan blive tale om.
Jens Kvorning udpeger forudbetalte udgifter som det største problem. Det er fx standleje, lys, markedsføring, standdesign m.v, ligesom med flyrejser og hoteller. I en Force Majeure situation, som denne er spørgsmålet, om de udgifter kan refunderes.
– SMVdanmark har fuld forståelse for denne ekstraordinære situation, men vi opfordrer til hurtigt at korrigere den eksisterende lovgivning, så den passer til situationens alvor og ikke gør ondt værre, siger Jens Kvorning, der også peger på, at det kan blive nødvendigt at kigge på genstarten af eksportaktiviteterne efter krisen.
– Behovet for nye eksportaktiviteter vil være stærkt stigende i de kommende år, hvor vi må forvente en krise. Det kræver omtanke og en intensivering af Danmarks eksportmarkedsføring, så tab af salg kan blive erstattet af ny eksport. Derfor er opfordringen også at overveje at afsætte en større pulje til den tid, slutter Jens Kvorning.