En flækket mobilskærm er ikke ukendt for de fleste. Men når en ny skærm i flere tilfælde kan være dyrere end at købe en helt ny telefon, så er der noget galt. Det er nemlig ikke forbrugervenligt – og det er slet ikke miljøvenligt.
Det mener Jakob Højland, administrerende direktør hos GreenMind, der reparerer mellem 100-200 stykker elektronik om dagen i kæden, og selvom det er godt for forretningen, så er direktøren også træt af, at det skal være en kamp mod techgiganterne at reparere og forlænge levetiden på elektronikken.
– Det er helt hul i hovedet, at den teknologi, vi bruger hver dag, og som bliver produceret af sjældne og begrænsede ressourcer, samtidig også bliver gjort kunstigt dyrere at reparere og holde i live. En fingeraftrykssensor eller en glasskærm behøver ikke koste alverden i reservedele, men når producenterne fastholder særlige aktiverings- og godkendelsesprocedurer af hardwaren, så bliver det monopolistisk og dyrt for samfundet, siger Jakob Højland.
Fra producenternes side er argumentet sikkerhed, når eksempelvis et kameramodul eller fingeraftrykssensor skal skiftes. Telefoner indeholder så store mænger personlig og biometrisk data, at en uautoriseret udskiftning udgør en sikkerhedsrisiko, men det argument har andre brancher allerede tilbagevist. I de glade 00’er forsøgte store bilmærker at monopolisere autoværkstederne ved hjælp af computergodkendelse af bilsystemer og reservedele. Allerede den gang slog EU ned på argumenterne, og nu gentager historien sig.
– Jeg kan sagtens bakke op om, at der skal være en kontrol med elektronikken og den data, den beskytter, men alle reparatører og værksteder bør kunne kvalificere sig til adgang til værktøjerne. Det afgjorde EU var sikkert for biler, og det samme bør ske for reparatører af forbrugerelektronik, mener Jakob Højland.
Kampen for reparationer er allerede i fuld gang på europæisk plan. Hvor EU har fremsat ny lovgivning, der skal sikre forbrugeren bedre viden om produkters evne til at blive repareret, har lande som Frankrig allerede fra 2021 indført et obligatorisk reparationsindeks for forbrugerelektronik, mens Østrig har sænket skatten på reparationer. Elektronisk affald, e-affald, som det ofte betegnes, anslås på verdensplan at udgøre 74 millioner tons i 2030, knap en fordobling fra 2014. Af de mange tons bliver kun 18 procent behandlet og genbrugt korrekt. Det er et enormt ressourcespild og udgift for miljøet.
Det mener Henrik Rafn, direktør fra Techsave, som specialiserer sig i at redde væskeskadet elektronik.
– Til trods for at et næsten enigt Folketing stemte for en CO2-reduktion på 70 procent frem mod 2030, så sker der utroligt lidt på den her front. Vores tal viser, at hvis man reparerede 80 procent af væskeskadede elektronikenheder, ville vi kunne spare klimaet for 11.000 tons CO2 årligt. Det er da et godt sted at starte, men det kræver noget vilje, noget nudging og nogle politikere og forbrugere, der stiller reparationer og genbrug som et krav.
En gennemsnitlig telefon har i Danmark en levetid på 18 måneder, men ifølge GreenMind kan den nuværende teknologi let firdoble sin levetid, hvis reparationer og aflagte telefoner får nyt liv hos andre forbrugere.
