RS Components lancerer den første industrielle PLCnext-kontroller

Oktober 2018 RS Components (RS) har lanceret den første programmerbare logikkontroller (PLC) baseret på Phoenix Contacts åbne styringsplatform, PLCnext Technology. Det nye PLCnext Control-system er beregnet til modulære styringsapplikationer inden for industriel automation og maskinbygning. Det kombinerer robustheden og sikkerheden fra en klassisk PLC med åbenheden og fleksibiliteten fra intelligente IIoT-enheder (Industrial Internet of Things).

Control-enheden, kaldet AXC F 2152, har en højtydende dual-core 800 MHz ARM Cortex-processor med 512 MB hukommelse. Den er beskyttet af et robust og kompakt kabinet på 127 x 45 x 75 mm. Enheden omfatter også en OPC UA-server, fieldbus manager, diagnostiske loggere, sporingskontrollere og automatisk adgang til Phoenix Contacts via skyen, kaldet Proficloud.

PLCnext-platformen er en videreudvikling af den klassiske IEC 61131-kompatible PLC-programmering, der giver mulighed for at programmere med en række avancerede sprog. Open source-software og apps kan nemt integreres i systemet. Realtidsydeevnen og datakonsistensen, som er knyttet til egenudviklet, enhedsspecifik PLC-kodning, bevares, mens begrænsningerne undgås.

Flere udviklere kan arbejde uafhængigt via deres foretrukne udviklingsværktøjer, og deres bidrag kan nemt inkluderes i et enkelt projekt. Resultatet er, at der kan udvikles programmer væsentligt hurtigere end tidligere.

PLCnext Control er baseret på en Linux-arkitektur, som er udvidet til også at omfatte realtidsfunktionalitet. Linux er stabilt og understøtter sikker kommunikation, og da det kan køre på mange forskellige hardwareplatforme, er det muligt at skalere og bruge fremtidige processorarkitekturer.

PLCnext Engineer-softwareplatformen bruger automationsmoduler og objektorienteret programmering til at levere en enkelt, optimeret brugergrænseflade. Det sparer tid og omkostninger til både oplæring og projektarbejde. Ensartet international drift er sikret via overensstemmelse med IEC 61131-3, mens funktionel sikkerhedsprogrammering er certificeret i henhold til IEC 61508.