
Det er første gang, Zebicon deltager som udstiller på DALO Industry Days. Tidligere har virksomheden besøgt messen som deltager, men i år stiller Zebicon op med egne specialister og måleudstyr.
Her kan besøgende få indblik i, hvordan 3D scanning kan effektivisere måleopgaver, gøre opmålingerne mere ensartede og lettere at dokumentere. Det gælder blandt andet ved kontrol af komplekse emner, sammenligning med CAD-data og dokumentation af afvigelser.
– Mange virksomheder arbejder med emner, hvor præcision, dokumentation og sporbarhed er afgørende. På DALO Industry Days vil vi gerne vise, hvordan 3D scanning kan gøre det lettere at forstå et emnes faktiske geometri og omsætte måledata til brugbar dokumentation, fortæller Katja Ramsing, CEO hos Zebicon.
Med på standen har Zebicon den håndholdte 3D laserscanner ZEISS T-SCAN hawk 2. Scanneren er en fleksibel løsning til opmåling og dokumentation af overfladegeometri og kan blandt andet bruges til kvalitetskontrol, reverse engineering og emner, hvor adgangsforhold eller mobilitet spiller en vigtig rolle.
Derudover viser Zebicon den semiautomatiske ZEISS ScanPort med 3D scanneren ATOS Q. Løsningen er udviklet til industrielle måle- og inspektionsopgaver med fokus på høj datakvalitet, hvor gentagne målinger kan gøre måleprocessen mere ensartet.
Tilsammen giver de to opsætninger de besøgende mulighed for at se forskellen på en fleksibel, håndholdt løsning og en operatøruafhængig, automatiseret måleproces.
3D scanning giver et visuelt og konkret grundlag for at vurdere kvalitet, fejl og ændringer over tid. Ved f.eks. at sammenligne et scannet emne med CAD-data kan afvigelser gøres synlige i 3D softwaren. Det gør det lettere at vurdere, om et emne kan godkendes, skal justeres eller kræver yderligere undersøgelse. Dokumentationen kan samtidig deles på tværs af afdelinger og samarbejdspartnere.
Sådan bruges 3D måledata i praksis
– For os handler 3D scanning ikke kun om selve opmålingen. Det handler om at skabe et grundlag, der kan bruges til at træffe bedre beslutninger. Når resultaterne bliver visuelle og lette at forstå, bliver dialogen om kvalitet også mere konkret, siger Katja Ramsing.
Zebicon kan besøges på stand D3235 i hal D ved Test & Measurements og Sub-Suppliers-området under DALO Industry Days 2026.

