Tekst og foto: Rolf Sylvester-Hvid
Så kom ministerkabalen endelig på plads og med en stor forudsigelighed har vores nye regering valgt at skubbe partisoldaterne frem i vognen, ligesom der er sat fokus på emner, der i geopolitisk og samfundsteknisk forstand rangerer langt under de væsentligste problemer, som Danmark, Europa og Verden står over for – også selv om undervisning/digitalisering og skattepolitik umiddelbart får pæne ord med fra både DTU og DI. Ikke desto mindre er emner som ”grisehaler”, ”grundvand” og ”grøn omstilling” er trådt i forgrunden, mens infrastruktur, energi, forsyningssikkerhed og anvendelse af teknologi er skubbet helt bagud i vognen.
Det understreges bedst ved, at Mette Frederiksen har etableret en række ”ministerier for varm luft” og udpeget de mest loyale støtter til ministerposterne. På den måde vil vores mest kritiske fremtid være styret af ideologi frem for viden om de faktiske forhold:
Med den omfattende elektrificering, der stæreblindt sætter elbiler, elektriske varmepumper og en fuldstændig tankeløs leflen for AI som løsningen på alle verdens problemer i både top og bund af forbrugspyramiden, vokser vores elektriske energiforbrug eksplosivt. Mange forventer, at med nye datacentre og en fortsat udbredelse af den elektriske privatbilisme, så vil vores nationale behov for maksimaleffekt vokse med en faktor tre (ja, 300 procent af dagens max.) omkring år 2030. Der er ikke en jordisk chance for, at vi kan forsyne det eksplosivt stigende forbrug med sol og vind, og allerede nu oplever Danmark både brown- og blackouts, da forsyningen ikke slår til, lige som de virksomheder, hvis eksport, vi gerne skulle leve af, ikke kan få ført den nødvendige maksimaleffekt ind i fabrikkerne. Det har blandt andet ført til, at der bliver solgt dieselgeneratorer som aldrig før – også til forsyning af ladestationerne til elbilerne. Decentral A-kraft ligner et emne, man nok skulle overveje. Danmark er langt fremme, teknologien er billig, ren, effektiv og i dag meget sikker, men venstrefløjen hader traditionelt atomenergi.
En effektiv løsning på mange transportproblemer kunne være et nationalt – og pan-europæisk – jernbanenet med højhastighedstog. Det ville på enhver tænkelig måde give en bedre transportinfrastruktur af såvel mennesker som gods, men hastighederne på banenettet er faldet støt siden start-80’erne, om end flere projekter på sigt nok vil bringe togtransporten tilbage på sporet, så at sige. Et effektivt banenet med koordinerede køreplaner i både Danmark og Europa – og selvfølgelig milliardinvesteringer i banenet, togsæt og styringselektronik – ville kunne gøre privatbilismen og europæiske korte og mellemlange flyruter overflødige på mange punkter.
Når vi så ser på, hvilke ministre, der skal løfte de nævnte meget svære opgaver, så slår man korsets tegn for sig:
– Samira Nawa (Rad. V) bliver Klima-, Energi- og Forsyningsminister. Hun er Cand. Polit. Med en fortid som ministeriel fuldmægtig. Samira Nawa har godt nok været aktiv i CEPOS, der borgerligt-liberale tænketank, men bortset fra, at hendes far er civilingeniør, så er der absolut ingen tekniske meriter på hendes CV.
– Signe Munk (SF) bliver By-, Land- og Transportminister. Som uddannet sygeplejerske og tidligere medlem af kulturudvalget i Viborg Kommune er det svært at se, hvordan hun vil kunne forholde sig til blandt andet togdrift og infrastruktur.
– Lisbeth Bech-Nielsen (SF) bliver Minister for Samfundssikkerhed og Beredskab. Man må gætte på, at hun får en vis form for samarbejde med vores nye Forsvarsminister, Jeppe Bruus (S), der jo ikke ligefrem har brillieret i sin rolle som tidligere Skatteminister. Lisbeth Bech-Nielsen må forventes at tage sig af en stor del af Danmarks beskyttende infrastruktur og nok også forsyningsnettet i samarbejde (må man håbe) med Samira Nawa. Lisbeth Bech-Nielsen har, så vidt redaktionen ved, ingen teknisk baggrund, selv om hun da har skrevet bogen ”Oprør for fremtiden – manifest for frihed og fællesskab midt i en techtid”.
Der er ingen tvivl om, at energi, infrastruktur, teknologi og forsvar vil være de største økonomiske motorer i Danmarks umiddelbare fremtid – og potentielt også de største eksportvarer – men der er dannet en regering, der er uvidende og uprøvet i forhold til flere af de (samfunds)kritiske nøglepunkter. Der er næppe råd til at vente på det næste valg, så måske det ville give god mening, om man fra ingeniør- og teknikersamfundets side kunne danne interessegrupper og lobbyer, som kan sikre Danmarks fremtid, teknisk, økonomisk, viden- og forsvarsmæssigt.
