Dette nyhedsbrev er det sidste før sommerferien. Vi holder lukket hele juli måned og vender først tilbage 3. august. Vi har op til flere ferieperioder raset lidt mod tåbelighederne i såvel det danske som det globale samfund, men begynder vi mon så småt at vejre lidt bedre luft derude – på flere fronter, så at sige?
Putins seneste “tale til nationen” havde ikke de samme bombastiske vendinger som tidligere, så måske kan en afslutning af krigen i Ukraine være inden for rækkevidde – og selvfølgelig helst med retableringer af grænserne fra før 2014? Det vil nok kræve sit, men hvis Putin kan se, at den russiske økonomi og kampvilje for alvor går i negativ, så må han jo overveje alternative muligheder. Det ville også være rart, at kunne byde et mere demokratisk Rusland ind i det gode verdensselskab igen. Permanente fjendebilleder er altid noget bras, så efter en krigsafslutning følger en oprydning – og så må alle prøve at være pragmatiske i forhold til dén opgave.
I USA vil Trump i november kigge ind i et midtvejsvalg, som trods en grim manipulering med kredsmandater i visse amerikanske stater, måske vil gå imod Trumps diktatoriske tilgang til statsledelse. Selv republikanere har fået øjnene op for de ulykker Trump har påført den amerikanske befolkning. Selvfølgelig har dele af Trumps besynderlige udenrigspolitik fået de europæiske (og canadiske) NATO-medlemmer til at få øjnene op for, at vi i Europa skal kunne forsvare os selv, og lige pludselig virker mange EU-beslutninger mere fornuftige. Men med en stækkelse af Trumps magt i USA’s politik, kan vi måske snart igen føle, at USA virkelig er vores gode, store ven på den anden side af Atlanten. Det ville godt nok være rart.
Hvis vi så ud over fred i verden kunne drysse lidt af fornuftens tryllestøv ud over det danske samfund, så ville der sikkert være meget at vinde. Tog til tiden – gerne hurtigere og flere af dem – bør være en målsætning i den offentlige infrastruktur. Bedre energiløsninger og balance mellem forbrug og produktion vil lette den grønne omstilling. Og brug af teknik til styring af gødskning og ukrudtsbekæmpelse i landbruget kunne løse mange problemer i forhold til grundvand og udledninger. Faktisk producerer vi selv maskinerne/landbrugsrobotterne i Danmark, og det ville nok være billigere at udstyre maskinstationerne med disse værktøjer til brug for landbrugerne frem for at nedsætte en horde af DJØF’er i endnu flere kommissioner, der ikke rigtig løser noget som helst…
Vi kunne blive ved, men nu vil vi hellere ønske læsere, annoncører, bidragsydere, artikelleverandører og alle andre venner af Aktuel Elektronik og elektronikfokus.dk en rigtig god sommerferie. Vi er tilbage 3. august med elektronikfokus.dk og 24. august med Aktuel Elektronik #8/2026. Og støt så gerne fagmedierne igen efter ferien. Ligesom i verdenssamfundet har vi alle brug for hinanden…
Go’ og sikker sommer fra os


