For anden gang inden for meget kort tid er Folketinget blevet enige over alle politiske fløje. Det første var det libyske flyveforbud, men idag, 1. april, vedtager Folketinget en massiv beskatning af lysdioder. Med henblik på EU’s generelle forordninger om at indføre komponenter, der har et reduceret forbrug – og dermed udfasning af blandt andet den gamle glødelampe, virker Folketingets nye initiativ måske vanvittigt.
Der er dog mening med galskaben. Implementeringen af lysdioder har angiveligt medført en voldsom forøgelse af forbruget i mange forbrugerapplikationer, simpelthen fordi lysintensiteten er blevet forøget. Et LCD-TV bruger faktisk mere strøm end det gammeldags CRT-TV, og det er faktisk kun inden for juletræsbelysning, at en virkelig besparelse i forbruget er synlig.
Dertil kommer, at Folketingets miljøudvalg er blevet urolige over de store mængder arsenid, der er til stede i blandt andet GaAs-LED’erne (galliumarsenid). Da der ikke eksisterer en defineret returordning for lysdioder, frygter miljøudvalget, at store mængder arsenid vil ende i naturen.
“Det er også et spørgsmål om økonomi. I takt med, at staten ikke længere har de store indkomster fra eksempelvis tobakken, og da udfasningen af glødelamperne betyder, at vi ikke længere modtager miljøafgifter herfra, så må vi finde på noget nyt. Lysdioderne er et genialt beskatningsemne, da industrien bruger dem overalt fra mobiltelefoner til TV’er og helt ned til industrien optokoblere og informationsskilte. Producenter eller forhandlere af elektronisk udstyr skal fremover redegøre for antallet af lysdioder i en applikation og derefter opkræve 1,- krone for hver lysdiode i produktet”, siger A.P. Rilsnar, RoHS-talsmand for Folketingets miljøudvalg.