Når dørene fredag 2. oktober åbner til Elbilmessen, bliver det til en markant større udgave af messen end ved premieren sidste år. I alt 59 udstillere fordeler sig på syv fyldte haller, hvor 31 bilmærker suppleres af en lang række udstillere inden for blandt andet ladeløsninger, tilbehør og udstyr. Uanset, hvad man mener om elbiler i den private infrastruktur, så vil elektronikken i mange af løsninger have relevans for folk i elektronikbranchen – og det er altid sjovt at se på biler – hvad enten drivmidlet er fossilt, elektrisk eller brændselscelle/green-fuel baseret.
Flere end 200 biler står klar til prøvekørsel i løbet af de tre messedage, hvilket er en stigning på mere end 40 procent sammenlignet med sidste år. Årets messe byder desuden på et helt nyt varebilsområde, hvor 12 mærker præsenterer elektriske varebiler til forskellige behov. Dermed udvides messen med et område målrettet blandt andre erhvervsdrivende og øvrige besøgende med interesse for elektriske varebiler.
Bilnyheder og viden fra branchen
De 31 bilmærker har en lang række aktuelle modeller med til Herning, og flere nyheder og Danmarkspremierer kan opleves på dansk jord for første gang. Blandt de mange biler finder man også nogle af tidens mest omtalte elbiler samt de nominerede til Årets Bil i Danmark 2027: BMW iX3, Cupra Raval, Renault Twingo, Skoda Epiq, Volkswagen ID. Polo, Zeekr 7GT og Subaru E-Outback/Toyota bZ4X.
Også på Hovedscenen er der aktivitet alle tre messedage. Her byder programmet på 14 indslag, hvor en række eksperter og profiler fra bilbranchen deler viden om blandt andet elbiler, opladning, biløkonomi, teknologi og køreglæde. Blandt de medvirkende er Jimi Rosa fra Biler.TV og tidligere Formel 1-kører Nicolas Kiesa.
For Nikolaj Pagh, chef for messer og udstillinger i MCH A/S, er forventningsglæden stor forud for åbningen:
– Vi glæder os rigtig meget til igen at åbne dørene til Elbilmessen. Sidste års premiere viste med al tydelighed den store interesse for elbiler, og det er fantastisk, at vi i år kan bygge videre med flere kvadratmeter, flere biler og nye områder. Det kan kun lade sig gøre takket være den store opbakning fra branchen, og derfor skal der lyde en stor tak til vores samarbejdspartnere og de 59 udstillere, som er med til at skabe årets messe. Nu glæder vi os til at byde de besøgende velkommen, siger Nikolaj Pagh.
Elbilmessen, der arrangeres i samarbejde med Mobility Denmark, finder sted i MCH Messecenter Herning 2.-4. oktober 2026. Læs mere på elbilmessen.dk og anmod om presseakkreditering her.
Kontakt: Nikolaj Pagh, chef for messer og udstillinger, MCH A/S, mail: npa@mch.dk


