Den danske professor Frede Blaabjerg fra Aalborg Universitet har motaget den prestigefyldte videnskabspris 2019 Global Energy Prize, som blev uddelt ved en ceremoni i Moskva af den russiske energiminister Alexander Novak. Prisen hædrer fremtrædende forskning inden for vedvarende energi.
Prisen, som gives af ’The Global Energy Association’, er vurderet til at være en af verdens 99 største videnskabspriser og anses for at være en ”mega prize” på baggrund af dens målsætning, omfang og prisbeløb.
Professor Frede Blaabjerg har modtaget prisen for sit bidrag til forskningen i effektelektronik, som åbner muligheder for implementeringen af vedvarende energi. Prisen er også tildelt den amerikanske forsker Khalil Amine for sit bidrag til effektiv teknologi inden for elektrisk energilagring.
Ruslands energiminister Alexander Novak sagde ved overrækkelsen i dag blandt andet, at ”Teknologierne udviklet af dette års to prismodtagere løser de mest presserende infrastrukturelle udfordringer inden for industrien relateret til energiintegration og energilagring. Teknologierne hjælper os ikke kun med at nå vores mål inden for udvikling af bæredygtig energi – vigtigst af alt tillader de os også at bringe lys og varme til vores hjem, og bidrager til at bringe elektrisk energi til fjerntliggende områder.”
Frede Blaabjerg er anerkendt for sin forskning. Han står bag en række opfindelser, som øger energieffektivitet og som benyttes til bl.a. opvarmning, ventilation og aircondition systemer. Ligeledes har Frede Blaabjerg udviklet teknologier som reducerer omkostningerne af sol- og vindkraftværker.
– Jeg begyndte at forske i effektelektronik for omkring 30 år siden. Det blev hurtigt tydeligt for mig, at udvikling inden for dette område har mange anvendelsesområder, såsom vedvarende energifremstilling, energioverførsel, robotteknologi, elektriske biler, elektriske skibe og så videre, siger Frede Blaabjerg.
Årets modtagere af Global Energy Prize er udvalgt af Global Energy Prize komitéen blandt 39 kandidater fra 12 lande. Med prisen følger knapt 4 mio. kr., der deles af de to prismodtagere. Prisoverrækkelsen har fundet sted som en del af det internationale forum “Russian Energy Week”.