Virksomheden M-tec i Pandrup er inde i en rivende udvikling med vækst og lancering af nye produkter. Derfor sker der nu en styrkelse af organisationen gennem nyansættelser og udvidelse af faciliteterne i Pandrup. Siden starten i 1998 i en garage i Hune er virksomheden i dag en væsentlig aktør på flere markeder og samarbejder blandt andet med en række af de største producenter af maskiner og køretøjer i verden.
På få år har elektronikvirksomheden M-tec i Pandrup trodset opbremsningen i den danske elektronikbranche og fået god vækst. Fra udelukkende at være underleverandør til elektronikindustrien til i dag sideløbende at have udviklet et flådestyringssystem Trackunit der optimerer driften af maskiner og køretøjer i flere lande.
Flådestyrings-forretningen Trackunit A/S har ambitiøse mål om at nå 100.000 aktive enheder monteret i maskiner og køretøjer i 2013. Virksomheden forventer at tredoble omsætningen på blot fire år og styrker derfor organisationen, udbygger produktionsfaciliteterne og gør udviklingsplatformen endnu mere fleksibel. Baggrunden for den positive udvikling er kombinationen af teknologisk innovation, et marked der efterspørger redskaber til forretningsoptimering og interne synergier.
Som en konsekvens af vækst og udvidelser i virksomheden har M-tec A/S valgt at grenspalte virksomheden, for i højere grad at kunne fokusere på de enkelte kerneområder. Flådestyringsdelen, Trackunit A/S, kommer til at ligge i et selskab for sig, og produktionsdelen fortsætter som M-tec Production A/S. Begge selskaber er datterselskaber under M-tec Holding Pandrup Aps. Ejerforholdene er uændrede, idet Holdingselskabet fortsat ejes af direktørerne Svend Mousten Hansen og Jesper Fjeldsø.