Printkortleverandøren, NCAB, har ifølge oplysninger fra vores svenske kollegapublikation, Elektroniktidningen, erhvervet sin norske konkurrent Elmatica, hvilket øger salget med cirka 370 millioner SEK. Prisen er 315 millioner SEK plus en bonus, der kan blive udbetalt afhængigt af, hvordan det går i løbet af resten af året.
Elmatica blev grundlagt i 1971 og er en af de ældste handelsvirksomheder for print. Virksomheden har hovedsæde i Oslo og har datterselskaber i Danmark, Sverige, Tyskland, Hong Kong og Kina med i alt 45 ansatte. I Danmark har Elmatica Torben Hajslund som country manager og er meget synlig inden for danske elektronikproduktion.
Elmaticas kunder er placeret i hele Europa, og virksomheden forventes at have et salg på cirka 370 millioner SEK i 2021 med et EBITA -resultat på cirka 45 millioner SEK.
Synergieffekter vil blandt andet opstå gennem en forbedret indkøbsfunktion og ved, at Elmatica får adgang til NCABs fabriksledelse i Asien samt et bredere fabriksgrundlag, siger NCAB.
– Elmatica er en af de større virksomheder i vores område, og de er aktive ligesom NCAB i HMLV-segmentet (High Mix Low Volume). Elmatica har et meget godt ry på markedet for sin store knowhow og høje kvalitet, siger NCABs koncernchef, Peter Kruk.
NCAB har 16 kontorer i Europa, Asien og Nordamerika og kunder i cirka 45 lande. Salget i 2020 udgjorde SEK 2.115 milliarder svenske kroner.