Den danske kvanteteknologivirksomhed Sparrow Quantum har udnævnt sin grundlægger, professor Peter Lodahl, til ny administrerende direktør. Han afløser Kurt Stokbro, der som tidlig investor og topchef har stået i spidsen for udviklingen fra et forskningsbaseret startup til en voksende teknologivirksomhed. Kurt Stokbro fortsætter som strategisk rådgiver og medlem af bestyrelsen.
Det planlagte ledelsesskifte markerer en ny fase i Sparrow Quantums udvikling. Efter at have bragt sin chipbaserede teknologi ud til kunder verden over, skal virksomheden nu bygge videre på sit teknologiske og kommercielle fundament. I denne fase bliver de teknologiske valg og virksomhedens strategiske prioriteringer stadig tættere forbundet. Som administrerende direktør får Peter Lodahl det samlede ansvar for at omsætte den videnskabelige vision til virksomhedens videre udvikling.
Professor Peter Lodahl er internationalt anerkendt som en af de førende forskere inden for fotonisk kvanteteknologi. Hans forskning på Niels Bohr Institutet ved Københavns Universitet dannede grundlaget for Sparrow Quantum, der siden har opbygget en international organisation og en voksende kreds af kunder og samarbejdspartnere.
– Peter Lodahl er den videnskabelige drivkraft bag Sparrow. I den næste fase bliver virksomhedens teknologiske udvikling og strategiske prioriteringer stadig tættere forbundet. Derfor giver det god mening, at Peter nu får det samlede ledelsesansvar. Med en styrket kommerciel og operationel ledelse omkring sig er han godt rustet til opgaven. Vi er samtidig glade for, at Kurt fortsætter som strategisk rådgiver, siger Niels Christian Nielsen, bestyrelsesformand i Sparrow Quantum.
Fra forskning til fremtidens kvantecomputere
Der findes flere forskellige veje til at bygge fremtidens kvantecomputere. En af dem er at bruge lys. Men for at det kan lykkes, skal man kunne fremstille og kontrollere enkelte lyspartikler med ekstrem præcision. Det er netop den udfordring, Sparrow Quantum blev grundlagt for at løse.
I dag anvendes Sparrow Quantums chipbaserede teknologi af kunder og samarbejdspartnere verden over. Virksomhedens næste ambition er at bygge videre på dette fundament og udvikle mere integrerede løsninger, der kan indgå i større og mere avancerede kvantesystemer.
– Sparrow blev grundlagt for at bringe en afgørende byggesten for kvanteteknologi ud af laboratoriet og ind i den virkelige verden. I dag anvendes vores teknologi af nogle af verdens førende aktører på området. Nu skal vi vise, hvordan den kan danne grundlag for en ny generation af kvantecomputere, der kan løse problemer, som selv verdens kraftigste computere ikke kan håndtere, siger Peter Lodahl.
Styrket ledelse og internationalt Scientific Advisory Board
Som led i den næste udviklingsfase har Sparrow Quantum styrket sin ledelse. I maj tiltrådte Danmarks tidligere techambassadør, Anne-Marie Engtoft Meldgaard, som kommerciel direktør (CCO). Andreas Olesen er kommet til som økonomidirektør (VP Finance), mens Larissa Vertchenko internt er blevet forfremmet til direktør for teknologi og drift (Chief Technology & Operations Officer).
– Sparrow Quantum er et stærkt eksempel på, hvordan dansk forskning i verdensklasse kan omsættes til teknologi med globalt potentiale. Vi investerede i Sparrow, fordi vi tror på, at teknologien kan få stor betydning for fremtidens industrielle anvendelser af kvantecomputere. Vi er glade for, at Peter Lodahl nu overtager ledelsen. Hans videnskabelige indsigt og langsigtede vision bliver afgørende for Sparrows videre udvikling, siger Rune Gade Holm, Head of Private Markets i PensionDanmark og bestyrelsesmedlem i Sparrow Quantum.
Om Sparrow Quantum
Sparrow Quantum er en dansk kvantevirksomhed grundlagt i København i 2015 med rødder i Niels Bohr Institutet og mere end to årtiers banebrydende forskning inden for kvantefotonik. Virksomheden udvikler lysbaserede teknologier til næste generation af kvantecomputere og samarbejder med førende internationale aktører inden for feltet. Sparrow Quantum har i de seneste år etableret sig som en markant europæisk aktør inden for fotoniske kvantechips med kunder og partnere på tværs af den globale kvanteindustri. I dag består virksomheden af et voksende internationalt team med over 55 medarbejdere fra mere end 22 lande.
Læs mere på http://www.sparrowquantum.com


