Med en seriøs pose penge fra Teradyne i ryggen har MIR og UR fået et imponerende nyt hovedkvarter i Odenses sydlige udkant. Det vil utvivlsomt være en motor mange år frem i tiden for andre cobot-producenter og leverandører i virksomhederne i den fynske robo-cluster
Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 8 – 2024 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)
Af Rolf Sylvester-Hvid
Blandt alle verdens ulykker er der en enkelt rigtig glædelig parameter, som vi måske skal holde fast i: Vi bliver flere mennesker på kloden. I sig selv er det måske ikke så godt nyt, men årsagen til væksten i den globale population er, at vi bliver ældre – og vi dør ikke i samme grad af sygdomme som i tidligere tider. Men for at holde en befolkning, hvis gennemsnitsalder bare stiger og stiger, ved godt helbred og i gang – og økonomisk understøttet – er vi alle nødt til at arbejde langt ud over vores hidtil forventede pensionsalder. Eller også er vi nødt til at automatisere. Og det er en meget god grund til, at MIR og UR (Universal Robots) har været nødt til at etablere et nyt hovedkvarter på Energivej lidt uden for Odense, kunne Kim Povlsen, direktør for UR, åbne den nye bygning med i sin indledningstale.
– Bygningen og omgivelserne er et billede på den udvikling, de to virksomheder har gennemgået, men det samler også en lang række af de aktiviteter, som af praktiske grunde og som følge af den vækst, både UR og MIR har oplevet, hidtil har været opdelt på fem forskellige adresser i Odense-området. Vi ser for os et kraftcenter i Odense og et samlingspunkt for den robot-hub, der i dag kendetegner det fynske teknologiske landskab, tilføjede Jean-Pierre Hathout, MIR’s direktør, under åbningen, hvor han også takkede Teradyne Robotics, der er UR’s og MIR’s moderselskab og dermed også ”tegnebogen” bag den nye og ganske imponerende bygning.
Greg Smith, der er CEO for Teradyne Robotics, var – meget naturligt – inviteret til åbningen, hvor han kunne fortælle om udviklingen helt tilbage fra Teradynes start i 1962, hvor grundlæggerne så muligheder i transistorer, som godt kunne fremstilles i store volumener, men i 1962 med den krølle på halen, at de fleste transistorer ikke virkede. Det fik Teradyne til at udvikle automatiske testsystemer til transistorproducenterne, og med udviklingen inden for halvlederteknologien gav det grundlaget for Teradynes imponerende vækst i takt med udbredelsen af transistorer overalt.
På jagt efter nye muligheder
Skulle man nu spørge, hvor sammenhængen mellem transistortestere og fynske robotter måtte være, så kunne Greg Smith tilføje, at Teradyne i starten af 2000-årtusindet var på udkig efter nye områder, der ville kunne give en lige så stor vækst som transistortesterne tilbage i 1962, og blikket faldt på markedet for cobots, som var i vækst, og som kunne følge Teradynes ønske om at udvikle løsninger, der ville være gavnlige for menneskeheden, på vej. Greg Smith kunne da også fremkalde en betydelig applaus til Thomas Visti, Niels Jul Jacobsen, Esben Østergaard, Kasper Støy og Kristian Kassow, grundlæggerne af MIR og UR, som Teradyne begyndte opkøbene af tilbage i 2015.
For Odense er etableringen af det nye MIR/UR-hovedkvarter både en stolthed og en vigtig arbejdsplads. Historisk har Odense været hjemsted for flere større tekniske koncerner som Thrige-Titan for nu blot at nævne en enkelt. Det positive ved teknologiske ”fyrtårne” i lokalområder er den tiltrækningskraft, som de største virksomheder har på mindre, nye og innovative foretagender – som på sigt kan have potentialet til selv at vokse. Faktisk har robotøkosystemet i Odense dannet grobund for 160 beslægtede virksomheder i ”robo-clusteren” samt 3700 medarbejdere, der alle er samlet inden for en halv times cykelafstand.
I forbindelse med påstanden om industriens gravitation i forhold til andre virksomheder ser man reelt også på det gamle Lindø-værft, der godt nok ikke længere er hjemsted for bygning af skibe til Mærsk-koncernen, men som i stedet i dag har samlet en lang række virksomheder inden for vindindustrien – og hvor man inden for kort tid også vil kunne opleve fremstilling af storskalakomponenter til vindenergiløsninger.
Arbejdsplads for 600 medarbejdere – med blik for samarbejde
MIR/UR-bygningen er ikke bare en fin bygning, men også arbejdsplads for rundt regnet 600 medarbejdere. Et meget væsentligt argument for etableringen af det nye hovedkvarter er det samarbejde, der naturligt opstår rundt om kaffemaskinerne, og som kan få en uvurderlig betydning for sammenkoblingen mellem MIR’s kørende AMR’er (Autonomous Moving Robots) og robotarmene fra UR. Beklageligvis kan man i dag ikke deltage i tekniske konferencer, uden at moderatorerne i konferencen nævner AI – formodentlig som følge af den hype, der omgiver kunstig intelligens – men nok også fordi lægfolk ikke rigtig har fanget sammenhængen mellem algoritmer og neurale netværk. Men samspillet mellem robotter og mennesker kommer nok til at kræve nogle stærkere og mere ”tredimensionelle” sikkerhedsanordninger, hvis robotter skal ud af burene og fungere på menneskers præmisser – trods stadigt større kræfter og højere momenter i cobot-produkterne.
At undgå kollisioner og skader på både menneskelige kolleger og værdier i industrien er afgørende for en endnu større udbredelse af autonome og selvkørende robotløsninger. Siemens er en stor kunde af MIR’s og UR’s løsninger, og cobots anvendes i vid udstrækning i Siemens’ produktion i Erlangen, hvor Siemens fremstiller blandt andet deres PLC-produkter. Siemens forventer at investere i omegnen af 500 millioner euro i Erlangen-produktionen, og en effektiv implementering af velfungerende automationsløsninger vil uundgåeligt komme til at kræve digital twins i planlægningen og en seriøs mængde indbyrdes programmering, men strengt taget er det vel simulering efter de tungere machine learning-algoritmer mere end AI? Ikke desto mindre vil Siemens med en rimelig sandsynlighed anvende løsninger fra MIR og UR, og det berettiger også til den nye fabriks funktion på markedet.
Reparation frem for recycling er blevet et kendetegn for Siemens’ teknologiske produkter, og det påvirker en række designbeslutninger, hvilket også er afgørende for valget af cobot-løsninger. Siemens’ produkter skal ikke bare kunne bygges af robotter, de skal også kunne adskilles, repareres og i videst muligt omfang genanvendes, og det kræver en meget betydelig øget mængde cobots i produktionen. Det er Kim Povlsen også opmærksom på:
– Vi skal med de nye generationer af MIR- og UR-robotter skabe løsninger, hvor pris og nem implementering har lige så stor betydning som funktionen i vores AMR’er og cobots. Det stiller øgede krav til platformsidéerne, og det vil vi helt sikkert kunne komme meget lettere til nu, hvor vi har samlet vores kræfter under samme tag, slutter UR’s direktør åbningsceremonien.
Billedtekster:
1: Indgangspartiet til MIR’s og Universal Robots 20.000 kvadratmeter store, nye hovedkvarter på Energivej i udkanten af Odense.
2: Åbningen af det nye robothovedkvarter tiltrak gæster fra en række industrier, og man må forvente, at MIR og UR bliver motorer for den yderligere udvikling af ”robo-clusteren” på Fyn.
3: Jean-Pierre Hathout, MIR’s direktør (tv.), og Kim Povlsen, direktør for Universal Robots, kunne under åbningsceremonien fortælle om planerne for de kommende produkter fra de to virksomheder med afsæt i platformstanken – og med solid opbakning fra moderselskabet Teradyne.