IFS har netop offentliggjort regnskabet for 2025, som viser fremgang over hele linjen. De årlige abonnementsindtægter (ARR) gik op med 23 procent sammenlignet med året før. Cloud-omsætningen voksede med 30 procent, mens tilbagevendende indtægter nu udgør 83 procent af den samlede omsætning. Samtidig steg nettofastholdelsesraten til 114 procent, og den operationelle margin blev forbedret med fem procent.
Resultatet afspejler et strukturelt skift i markedet for industriel software. De store kapital- og serviceintensive virksomheder sætter ikke længere spørgsmålstegn ved, om AI fungerer. De implementerer nu AI-løsninger, der leverer konkrete, målbare resultater i den daglige drift – fra produktion og vedligeholdelse af anlægsaktiverne til forsyningskæder, field service og lagerstyring.
IFS’ Industrial AI-platform er med til at drive den udvikling. Platformen vinder hastigt frem i produktionsmiljøer, hvor generiske AI-løsninger kommer til kort. Kunderne starter typisk med afgrænsede anvendelser, opnår hurtig forretningsmæssig effekt og udvider derefter AI-løsningerne til flere lokationer og forretningsområder.
I kraft af et højt innovationstempo har IFS succes med at omsætte teknologi til forretningsværdi meget hurtigt. I 2025 lancerede IFS blandt andet IFS Nexus Black og IFS Agent Studio, som gør det muligt for virksomheder at implementere avancerede AI-funktioner og skabe digitale, agentbaserede medarbejdere, som kan sættes direkte ind i forretningskritiske processer. I 2025 indgik IFS ligeledes en række strategiske partnerskaber med virksomheder som Anthropic, Microsoft, Siemens og Boston Dynamics, som medvirker til at accelerere udviklingen mod mere autonome driftsmodeller.
– Industrial AI brød for alvor igennem i 2025. Pilotprojekterne er et overstået kapitel. Virksomhederne skalerer nu AI på tværs af de dele af forretningen, der betyder mest. IFS bliver valgt, fordi vores teknologi er udviklet målrettet til industriel anvendelse og leverer konkrete resultater i stor skala. Når virksomhederne oplever, at løsningerne giver målbare afkast, udvider de hurtigere og investerer endnu mere hos os. IFS’ vækst er dobbelt så høj som vores konkurrenters, når vi sammenligner med tal fra anerkendte brancheanalytikere. Vi går ind i 2026 med yderligere acceleration, og forspringet vokser, siger CEO i IFS, Mark Moffat.
Også i Norden havde IFS et særdeles stærkt 2025 med en væsentlig fremgang.
– IFS Nordic havde en vækst på 48 procent, og vi fik i løbet af sidste år flere nye kunder på tværs af alle fire lande. Med 83 procent i tilbagevendende indtægter har vi en god synlighed og et stabilt finansielt fundament til at kunne fortsætte investeringerne i innovation, samtidig med at vi fastholder lønsomheden, tilføjer den nordiske chef i IFS, Mattias Bolander.


