5G-netværk er godt i gang med at blive etableret i mange lande, og i 2025 vil det dække op til 65 pct. af verdens befolkning. Det viser tal i den nyeste “Mobility Report” fra Ericsson, der spår om udviklingstendenser på dataområdet frem mod 2025.
Den svenske telegigant, som leverer 5G-netværk til TDC i Danmark, forudser samtidig, at antallet af 5G-abonnementer kommer op på hele 2,6 mia. inden for de næste seks år. Det betyder, at 45 pct. af den samlede mobile datatrafik vil foregå på det nye supernetværk ved udgangen af 2025.
Ifølge rapporten drives denne udvikling af fortsat momentum i udrulning af 5G-netværk samt et hurtigt voksende marked for 5G-kompatible enheder, som vil lede til nye brugsmønstre og applikationer:
– 5G-udrulningen sker hurtigere, end vi forventede for bare få måneder siden. Sydkorea, dele af USA og Kina har allerede tændt for 5G-netværket, og til næste år vil danske virksomheder og forbrugere også komme på. I 2020 kommer de første 5G-kompatible enheder som fx smartphones ind på det brede forbrugermarked, og det vil øge adoptionen af 5G samt lede til nye brugsmønstre og applikationer til gavn for danske forbrugere og virksomheder, siger Niclas Backlund, der er ansvarlig for Ericsson i Danmark.
Rapportens forudsigelser på 5G-området er i høj grad baseret på det seneste års udvikling, hvor førende kommunikationsudbydere i både Asien, Australien, Europa, Mellemøsten og Nordamerika har kickstartet deres 5G-netværk.
Særligt Sydkorea har oplevet en markant opblomstring på 5G-området, siden de lancerede netværket i april 2019. I september, under fem måneder senere, var antallet af sydkoreanske 5G-abonnementer allerede oppe på 3 millioner.
Kinas lancering af 5G-netværket i slut-oktober har ligeledes givet grund til optimisme. Som konsekvens af fremgangen på det kinesiske marked har man opjusteret det estimerede antal 5G-abonnenter fra 10 millioner til 13 millioner, inden 2019 rinder ud.
Den mest markante opblomstring af 5G-netværket forventes at være i Nordamerika. Her forudser rapporten, at tre ud af fire (74 pct.) mobilabonnementer vil være af 5G i 2025. Europa halter bagefter med en 5G-andel på 55 pct. af de samlede mobilabonnementer i 2025.
Ericsson forventer desuden en ændring i den generelle forbrugeradfærd. Det månedlige dataforbrug anslås at stige med over 16 GB pr. person fra det nuværende forbrug på 7,2 GB til et forventet forbrug på 24 GB i 2025.
Denne fremgang vil, ifølge rapporten, være forårsaget af øget videoforbrug samt fremkomsten af flere nye datakrævende ydelser som Virtual Reality.