Elektronikvirksomheden Crysberg A/S er de første i Danmark, som Bureau Veritas Certification certificerer med en ISO-standard, der skal være med til at forhindre ulykker og katastrofer for virksomheder i olie- og gasindustrien.
Flere eksplosioner i Nordsøen med mange dødsfald og kvæstede rystede olieindustrien for 25 år siden. Der har været flere ulykker siden. Nu bliver det muligt for aktørerne i olie- og gasindustrien at mindske risikoen for lignende katastrofer. Den danske ingeniørvirksomhed Crysberg har opnået certifikatet ISO TS/29001, som er en ny kvalitetsstandard specielt til leverandører og serviceudbydere i olie- og gasindustrien.
Især den branche er kendetegnet ved farligt arbejde under håndteringen af eksplosive væsker og gasser. En fejl i selve produktionen af et elektronikprodukt eller en dårlig montage kan for eksempel være skyld i eksplosion og brand på en olieplatform. Crysberg løser komplekse opgaver inden for industriel elektronik og kan nu tilbyde en ekstra sikkerhed til kunderne i den sårbare olie- og gasbranche.
Certificeringen indebærer, at både ledelse og medarbejdere hos Crysberg skal have en uddannelsesplan og at kunden løbende skal have defineret en kvalitetspolitik. Bureau Veritas Certification er Danmarks største certificeringsvirksomhed. Crysberg er de første i Danmark, som bureauet certificerer med ISO TS/29001.