I 1970’erne boomede radio/tv-handlen i et væld af fristende produkter og butikker landet over. Omsætningen var større end nogensinde. Selv den mindste lille by havde en radio/tv-butik, og i de større byer var der adskillige. Folk strømmede til, for at få de sidste nye modeller af farvefjernsyn, videomaskiner, Hi-Fi- og stereoanlæg, pladespillere og båndoptagere.
Både fjernsyn og stereoanlæg var nu allemandseje i de danske hjem. Især hos de unge blev de nye smarte og handy kassettebåndoptagere et af de hedeste ønsker til jul, fødselsdag eller konfirmation. Tangential pick-up-armen var et nybrud, som blev populært hos de kvalitetsbevidste.
Hi-Fi blev det helt store hit for dem, der virkelig gik op i god lyd. Og det gjorde mange, hvilket radiobutikkerne var hurtige til at udnytte. Flere forskellige kvalitetsstandarder var på banen, men Hi-Fi løb med opmærksomheden og dermed markedsføringsværdien.
Radiolaugets eksperter har været i gemmerne og fundet mange af 70’ernes mest populære modeller og mærker. Der er garanti for masser af 70’er-nostalgi.
Lyden af 70’erne
I 1970’erne var musik en vigtig del af ungdomskulturen. Det var årtiet, hvor mange gik på diskotek eller til koncert, når de gik i byen. Spillesteder og festivaler skulle bruge stadigt større og bedre anlæg.
Men folk ville også høre favoritmusikken derhjemme. Salget af plader og bånd gik kun en vej: op ad. Det gjaldt både rock, pop, jazz, klassisk, dansktop, tysk schlagermusik – og disco, en ny musikgenre, der opstod omkring 1975 og kom til at præge resten af årtiet med navne som ABBA, Boney M, og Bee Gees.
I udstillingen bliver det levendegjort i form af et digitalt kort samt hjemmeside, hvor man kan dykke ned i alle de radio/tv- og pladebutikker samt spillesteder og diskoteker, der var i 70’erne både i Aarhus og i resten af Øst- og Midtjylland.
Da der kom ”colour på tossen”
”Tænk at ha’ en flimmer uden fede farver på. Der er stadig no’en, der tror, Den røde Plads er grå”
– Sådan sang Shu-bi-dua i ”Colour på tossen” fra 1978. Et af de helt store gennembrud i 70’erne var nemlig skiftet fra sort/hvid til farvefjernsyn. DR var allerede i 1968 begyndt at sende nogle få udsendelser i farver. Og selvom farvefjernsyn var meget dyrere, så blev det efterhånden det, folk ville have.
Op igennem 1970’erne kom sort/hvid fjernsyn hurtigt til at virke håbløst forældet, nu hvor teknologien var klar til, at man kunne nyde de store sportsbegivenheder, film og underholdningsshows i farver. TV-Avisen blev i øvrigt sendt med farver første gang i 1978.
Videoformatkrig: VHS eller Betamax?
70’erne blev også gennembruddet for videobåndoptageren – nu kunne man optage udsendelser fra TV og efterhånden også enten leje eller købe videobånd med spillefilm. Mange husker ”krigen” om videoformater, som brød ud i sidste halvdel af 1970’erne. Slaget kom frem for alt til at stå mellem Betamax fra Sony og VHS fra JVC. At det blev VHS-formatet, der vandt ved indgangen til 1980’erne, var ikke en selvfølge. Få hele historien i udstillingen og se eksempler på forskellige videomodeller og båndformater.
Hobby-elektronik
Tidens elektronik var populær på især drengeværelserne rundt omkring, og der var virkelig mulighed for at nørde med elektronikken bag musikken. Hjemme på værelset kunne man sidde og samle elektroniske byggeklare hobbysæt ud fra en medfølgende instruktion. Var du også en af dem? Så kan du sikkert huske JostyKit og Josti Electronics, som var de mest kendte. Man kunne bl.a. bygge sit eget lysshow, højttalere og et hav af forskellige typer af forstærkere. I udstillingen vises et originalt Josty Kit reklame-diasshow fra 70’erne.
Tag med tilbage til 70’erne
Dette er blot nogle af de radio/tv-highligts fra hele årtiet, man vil kunne opleve. Temaudstillingen ”70’erne – det vilde radio/tv-årti” er en del af Den Gamle Bys Tilbage til 70’erne-weekender 10.-11., 17.-18. og 24.-25. september 2022.