I en tid med stigende elektronikforbrug og voksende mængder e-affald, markerer EU’s Right to Repair-direktiv et vigtigt skridt mod en mere cirkulær og ansvarlig forbrugskultur i Europa. Reparationsdirektivet skal omsættes til national lovgivning i alle medlemslande inden juli 2026. Hos Refurbed, Europas førende markedsplads for genanvendt elektronik, er meldingen klar: Der er ingen tid at spilde.
– Der er ikke længere tid til halve løsninger. Hvis vi skal mindske elektronikindustriens miljøaftryk, er vi pinedød nødt til at forlænge levetiden markant på de elektronikprodukter, vi allerede har. Her er Right to Repair-direktivet et konkret værktøj, der kan gøre en stor forskel – men kun hvis det bliver gennemført konsekvent, siger Kilian Kaminski, stifter af Refurbed.
Alene i Danmark genererer hver borger ifølge FN i gennemsnit 22,4 kilo e-affald om året, hvilket placerer Danmark øverst over lande i EU med mest e-affald, og ifølge Danmarks Statistik har hver husstand herhjemme cirka 45 kilo elektronik liggende, der ikke har været brugt i et år.
Derfor bakker man hos Refurbed, helhjertet op om direktivet, men understreger samtidig behovet for hurtig lokal, politisk vilje og ambitiøs implementering i Danmark, der stadig halter bagefter globalt, når det gælder elektronikforbrug og e-affald.
Forbrugerne bliver de store vindere
En af de mest mærkbare ændringer bliver retten til reparation – også efter garantien er udløbet. Direktivet forpligter producenter til at stille reservedele og reparationsvejledninger til rådighed i længere tid og sikre adgang til reparation på fair vilkår både for forbrugere og uafhængige værksteder.
Derudover bliver elektronikproducenter forpligtet til at oplyse om produkternes reparationsevne i form af en ny EU-mærkning for smartphones og tablets, der allerede træder i kraft fra juni 2025. Mærket inkluderer for første gang en reparationsscore fra A (meget let at reparere) til E (svær eller ikke muligt at reparere) og skal give forbrugerne bedre indsigt i produkternes holdbarhed og reparationsevne.
– Den nye mærkning er et gennembrud. Den giver forbrugerne reel indsigt i, hvilke produkter der er bygget til at holde – og hvilke, der reelt er designet til at blive smidt ud, siger Kilian Kaminski.
Danskerne har viljen – men mangler rammerne
Refurbed har i årevis arbejdet for bedre reparationsvilkår og skærpede krav til elektronikproducenter, og har siden 2022 været aktiv i dialogen om direktivet gennem branchefællesskabet EUREFAS og Right to Repair-kampagnen. Forventningen er, at direktivet vil skabe bedre vilkår for aktører, der arbejder med reparation og genanvendelse, og i sidste ende fremme langt mere bæredygtige forbrugsmønstre.
Det kræver ifølge Kilian Kaminski, at politikerne aktivt fjerner barriererne for reparation og stiller lige konkurrencevilkår for uafhængige reparatører og refurbished-platforme. Derfor følger Refurbed implementeringen tæt i Danmark – i samarbejde med relevante aktører og politiske beslutningstagere.
Right to Repair-direktivet i korte træk:
- Direktivet omfatter i første omgang produkter som smartphones, tablets, vaskemaskiner, tørretumblere og tv-skærme.
- Direktivet indeholder krav om adgang til reservedele, reparationsinformation og ret til reparation efter garantien.
- Direktivet introducerer en reparationsscore på EU’s energimærker for udvalgte elektronikprodukter.
- Direktivet skal senest være nationalt implementeret i alle EU-lande i juli 2026.