Der er stor forskel på, hvordan it-virksomhederne har oplevet det sidste halve års tid. Det viser en ny analyse fra IT-Branchen, hvor man har spurgt 163 virksomheder om effekten af covid-19.
44% fortæller, at de har oplevet en nedgang i omsætningen, hvoraf 16% har oplevet et fald på mere end 20%.
Mange virksomheder har været nødt til at udsætte projekter og investeringer (18%), ligesom brug af regeringens hjælpepakker (18%) og fyringer (16%) også har været nødvendige.
– Der er ingen tvivl om, at mange virksomheder lider under krisen, fordi flere af deres kunder har sat it-investeringerne på hold og stoppet planlagte projekter. Og det kan desværre mærkes mange steder, siger Natasha Friis Saxberg, adm. direktør i IT-Branchen.
32% melder da også om færre ordre fra erhvervslivet, mens 21% melder om færre ordre fra det offentlige.
39% fortæller heldigvis, at de er lykkedes med at accelerere deres forretning, og at de derfor har øget omsætningen i løbet af de seneste seks måneder.
Dog er der samlet set tale om en mindre omsætningsvækst i forhold til dem, der har oplevet et omsætningsfald i samme periode. F.eks. melder blot 7% af virksomhederne, at de har oplevet en vækst på mere end 20%.
– Efter vores første analyser fra lige inden sommerferien, havde vi faktisk frygtet, at tallene så værre ud. Så det er dejligt at se, at der også er lyspunkter i denne tid, og at mange er lykkedes med at nytænke deres forretning, forsætter Natasha Friis Saxberg.
Hele 31% af virksomhederne fortæller, at de har øget salgsindsatsen under coronaen, og 24% af it-virksomhed har investeret i nye forretningsområder og produkter i samme periode for at øge omsætningen.
Hvor virksomhederne før sommerferien troede, at pandemien ville være overstået inden for seks måneder, ser forudsigelserne anderledes langsigtede ud, når man spørger dem nu.
42% mener, at covid-19 vil påvirke markedet gennem hele 2021, mens 45% tror, at situationen vil kunne fortsætte i endnu længere tid.
Selvom 2020 nok ikke bliver til et stort vækstår for branchen, tror IT-Branchen tror ikke, at krisen bliver helt så lang og mørk, som først frygtet.
– Vi har en grøn vision foran os, som vi kun kan nå ved hjælp af teknologi, og generelt ser vi flere og flere, der investerer i digitaliseringen af deres forretning. Så vi tror, at vi nok kommer hurtigt tilbage til rekordsporet igen. Specielt nu da der er meldt vaccine ud, slutter Natasha Friis Saxberg.
Hun understreger dog, at mange it-virksomheder bliver nødt til at finde mere langsigtede løsninger og investere i fremtiden, da coronakrisen helt sikkert varer mere end blot seks måneder.
Visionen for IT-Branchen
IT-branchen arbejder for at skabe et stærkt og digitalt samfund, der udnytter teknologiens fulde potentiale til glæde for både økonomien og det enkelte menneske. Og vi vil sikre en konkurrencedygtig og professionel it-branche, der aktivt bidrager til vækst og udvikling i et digitalt Danmark ved at:
• sætte den politiske agenda og påvirke lovgivningen, så det bliver enklere for vores medlemmer at drive forretning til glæde for fremtidens digitale samfund
• fremme medlemmernes internationale konkurrenceevne og lønsomhed gennem kundevendte events, arrangementer og møder
• styrke medlemmernes forretning ved at tilbyde medlemsservices indenfor bl.a. juridisk rådgivning, presse og kontraktskrivning
• være den førende brancheforening i Danmark, der tilbyder et stærkt netværk, hvor man forstår, at ansvar forpligter, og hvor man mødes, deler erfaringer og finder nye forretningsmuligheder