Når flere print skal efterarbejdes, hvor starter fejlsøgningen?

Et nyt printdesign, en anden loddepasta eller et jobskift kan ændre lodderesultatet på en SMT-linje, der ellers kører stabilt. Derfor handler service i stigende grad også om at finde ud af, hvad der har ændret sig i processen.

Af Tommy Stisen, servicechef, og Steen Køpke, produktchef, HIN A/S

Linjen kørte stabilt på sidste ordre. Nu skal flere print efterarbejdes. Hvor starter man? Et godt første skridt er at sammenligne den nye ordre med den seneste, der kørte godt. Er der skiftet loddepasta eller stencil? Har printet en anden opbygning? Og hvilke maskinindstillinger blev ændret ved jobskiftet?

For elektronikproducenter med mange produktvarianter og små serier er det en velkendt situation. Når flere ting ændrer sig på én gang, kan det være svært at afgøre, hvad der har påvirket resultatet. Her kan det planlagte servicebesøg give anledning til at se på processen sammen med produktionens egne teknikere.

Tre steder at starte, når lodderesultatet ændrer sig

1. Sammenlign loddepasta og stencil
Er der skiftet pasta, eller har den nye stencil andre åbninger? Se på, om pastatrykket har ændret sig, og om fejlene går igen ved bestemte komponenter. Små komponenter som 01005 og IC’er med kort afstand mellem benene gør det særligt relevant at se på, hvordan pastaen afsættes.

2. Se på printets opbygning
Store interne stelplaner eller tykke kobberlag kan betyde, at forskellige områder af printet varmes op forskelligt under reflow. Hvis fejlene gentager sig i bestemte områder, kan en måling af temperaturprofilen på selve printet give et bedre grundlag for at vurdere, om ovnindstillingerne passer til opgaven.

3. Gennemgå indstillingerne fra sidste jobskift
Sammenlign den aktuelle opsætning med den, der gav et stabilt resultat. Hvis flere parametre er ændret samtidig, så afprøv så vidt muligt én justering ad gangen, og følg, hvad den betyder for andelen af print, der går igennem første gang uden efterarbejde.

Servicebesøget kan også bruges til at gennemgå processen

Planlagt vedligehold og hurtig hjælp ved nedbrud er grundlaget for en serviceaftale. Under et planlagt besøg kan serviceteknikeren og produktionens egne teknikere også gennemgå et konkret problem fra linjen og aftale, hvad der giver mening at måle eller afprøve.

Hos HIN får serviceteknikerne produkttræning hos udstyrsproducenterne. I fejlsøgningen bruger de den viden sammen med deres erfaring med loddepasta, stencils og forskellige printdesign. Det kan hjælpe med at afgrænse, om næste skridt er at undersøge udstyret, materialerne eller indstillingerne for det enkelte job.

Har I en montage- eller loddeudfordring, der går igen?

Tag den op med HIN ved næste servicebesøg, eller kontakt os for sparring om service og procesoptimering. Kontakt HIN