Normalt ville vi på redaktionen ikke bringe produktnyheder om nye laptops eller andre B2C-rettede produkter – men der er undtagelser: Lenovos nye ThinkBook Plus Gen 3 har en ekstra 8” (tommer) skærm ved tastaturet, hvilket – så vidt vi ved – er en helt ny formfaktor for bærbare PC’er.
Med den nye model er skærmen flyttet fra bagsiden af hovedskærmen og ned ved siden af tastaturet. ThinkBook Plus Gen 3 giver dermed brugeren to skærme at arbejde på: en på 17,3” i det ultrabrede 21:10-format og en sekundær skærm på 8”.
ThinkBook Plus Gen 3 kommer utvivlsomt til at stjæle mange lange blikke. Den brede 21:10-skærm giver plads til at arbejde i flere vinduer på én gang, og den ekstra LCD-farveskærm på 8 tommer ved tastaturet gør det let at tage håndskrevne noter under et møde eller tegne med den tilhørende digitale pen. Den ekstra skærm kan også bruges som virtuel lommeregner eller til at danne sig overblik over en tekst.
Til at drive de to skærme har ThinkBook Plus Gen 3 en 12. generations Intel Core-processor fra H-serien, op til 32GB LPDDR5-hukommelse og op til 2TB SSD. Desuden har den følgende data:
– 17,3” skærm med opløsning på 3072×1440 pixels
– Sekundær skærm på 8 tommer med en opløsning på 800×1280 pixels og en integreret pen
– Smart Power-knap med integreret fingeraftrykslæser
– Full HD infrarødt kamera med privatlivsklap
– Wi-Fi 6E for hurtig og stabil internetforbindelse