Under den kommende Elektronik-16 messe i Odense – i dagene fra 6. til 8. september – vil eksperter fra DIRA, Robocluster og flere private virksomheder give deres bud på, hvordan elektronikindustrien med fordel kan bruge robotter for at øge konkurrenceevnen.
– Vi er efterhånden kommet så langt, at der ikke længere findes så mange maskinstormere, der ser robotter som det onde selv. Robotterne vil hverken overtage verden eller vores arbejdspladser. Tværtimod kan vi med en intelligent anvendelse af robotter i produktionsmiljøet aflaste de trivielle og manuelle opgaver. Det øger vores konkurrenceevne, og dansk medarbejdere i industrien kan koncentrere sig om opgaver på et højere niveau. Det er en gavnlig udvikling, som vi ser stadigt flere danske virksomheder gå ind i, siger netværkskoordinator hos DIRA, Morten Nielsen.
DIRA, der netop arbejder på at samle danske industrivirksomheder med det fælles mål at bruge robotteknologi aktivt i produktionen, ser fremtidens montagerobotter som makkere i industrien og ikke erstatninger for den menneskelige arbejdskraft. Det er så her, at boxbuilding kommer ind i billedet. For hvor elektronikindustrien alle som én arbejder med pick’n place montage på printene, så er brugen af robotter som en hjælpende hånd i den (elektro)mekaniske montage fortsat noget mere usædvanlig. Men udviklingen har i dag givet branchen en række løsninger, som kan rationalisere de trivielle montageopgaver – netop som en makker til de menneskelige montører, og ikke som en erstatning.
Der har været visse tiltag til brug af robotter inden for boxbuild i Danmark, blandt andet med nogle af de tidligste skruerobotter, som selv kunne udføre relativt enkle montageopgaver under samling af kabinetter eller lignende ”nemme” opgaver. Disse robotter har åbnet døren for, at robotterne ikke længere er isoleret i celler, men i stedet kan fungere side om side med operatørerne på arbejdspladserne. Hvor lysbomme tidligere lukkede robotterne helt ned, hvis man overskred en vis grænse, så kan man i dag regulere hastigheden i robottens frihedsgrader og momentet. Det betyder, at der ikke er risiko for, at en robot vil kunne skade menneskelige kolleger, men i stedet fungere aktivt i et samarbejde om at være de ekstra hænder eller sørge for logistikken, så de rigtige komponenter og værktøjer er på plads, når medarbejderne skal bruge dem.
Meget passende foregår Elektronik-16 i Odense, der også er blevet hovedstad for den integrerede robotudvikling, som samler flere innovative producenter af robotløsninger. Det kommercielle arbejde er suppleret med Robocluster, der er det nationale netværk for udvikling af robotteknologier, og Robocluster deltager også aktivt i E-16’s konferenceprogram med indlæg om brugsspecifikke robotter – blandt andet med hele fire foredrag i løbet af torsdagens program.
Konferencen vil også få deltagelse af ABB, der nok har udviklet et af de mest anvendelige og charmerende robotværktøjer i form af den to-arms Yumi. ABB’s robot er nærmest målrettet boxbuild og tavlebygningsopgaver, hvor den kan montere de leadede komponenter, som pick’n place-maskinerne ikke kan håndtere. ABB viste den pågældende robot under Productronica-messen i november 2015, hvor den var opsat mellem en montagelinie og en bølgelodder – og i øvrigt vakte stor opsigt. Vi håber, at ABB tager Yumi med på Elektronik-16, men under alle omstændigheder vil det være spændende at høre, hvad én af markedet største producenter af industrirobotter, ABB, vil fortælle om rationel produktion med robotten som makker.
Læs mere om robotløsninger på Elektronik-16’s konferenceprogram i Aktuel Elektronik 8/2016, om udkommer 17. juni.