Wire & Tube, som afholdes i Düsseldorfs messeområde i dagene den 13.-17. april, er en af de meget betydningsfulde tyske messer for sværindustrien. Messen er dermed også et barometer for tysk industris tilstand – og den elektriske faglighed er bestemt til stede i kabel- og ledningsproduktionen
Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 3 – 2026 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)
Af Rolf Sylvester-Hvid, Oslo, Norge
Tyskland er om noget land overstrøet med specialmesser, for tyskerne ved, at det er på messerne, at de gode kontakter og forretninger kommer på plads. Og der er selvfølgelig altid noget dybt besnærende ved at kigge nærmere på produkter, som man måske ikke lige havde i tankerne, da man tog hjemmefra for at besøge en given fagmesse. Det handler derfor i høj grad også om den inspiration, der fører til innovation og nye produkter. Ofte er det den tværfaglige tilgang til de forskellige teknologier, som skaber nye idéer og systemer – og i sidste ende ekspansion for de virksomheder, der formår at benytte sig af de gode idéer.
Med det afsæt er messerne i Tyskland ofte også meget gode barometre for – om ikke rigets så – industriens tilstand, så udstiller- og besøgstal samt innovative tiltag fortæller i høj grad noget om, hvordan status er for industriens tilstand. Tysklands i dette tilfælde. En messe som Wire & Tube ligger i overordnet forstand noget uden for Aktuel Elektroniks normale interesseområde, men når det er sagt, så er det en specialmesse, der i høj grad inkluderer fremstillingsudstyr og -services til og for kabler, ledninger og mange slags trådviklede produkter, og så er vi jo trods alt inden for skiven. Men Wire & Tube, som afholdes i Düsseldorf i dagene mellem den 13. og 17. april i år har mere end de dedikerede elektronikmesser kraftige fangarme over til den tunge, tyske industri, som jo driver en stor mængde behov for elektronik – og dermed også eksportpotentialet for mange danske elektronikproducenter.
Det giver med andre ord god mening at kigge på barometeret for at få et meget tydeligt billede af, hvordan situationen i Tyskland er lige nu. Og oven på et meget mismodigt 2025 syd for grænsen ser det ud til, at der er ved at være lidt lys for enden af tunnelen. Tyskland satser massivt på den grønne omstilling, power-to-X-løsninger, infrastrukturen og – interessant nok – også våbenindustrien. Der er vel ikke så mange, der egentligt i det historiske lys havde ønsket sig et Tyskland med en stærk våbenindustri, men geopolitikken trækker nu i en anden retning, og Europa har brug for solide producenter af forsvarsmidler – uden for USA, og på dét område er Tyskland ganske fremragende. De har om nogen styr på den tunge industri.
Interval sprang over tysk markedsdyk
Wire & Tube afholdes hvert andet år i Düsseldorf, og den seneste messe i 2024 blev derfor afholdt, før det tyske industrimarked virkelig tog et dyk. Senest afholdte messe slog inden for det nok mest interessante ”wire”-segment derfor en del rekorder med tæt på 1500 udstillere og op mod 60.000 besøgende på et areal, der dækkede over 67.000 kvadratmeter. Tidspunktet i 2024 var interessant, da der fortsat var efterdønninger fra covid-19 med en reduceret rejseaktivitet trods et rekordstort antal udstillere. Tallene for ”Tube” var nu ikke så langt fra ”Wire”, så samlet set er det en ganske stor messe.
– Med en nedgang i besøgstallet og en stigning i antallet af udstillere har vi bevæget os over på det plan, hvor vi må glæde os over, at kvaliteten af de besøgende tæller højere end de rå besøgstal. 2025 har givet Tyskland meget vanskelige forhold for en del af de traditionelle industrier, men markedet skifter, og vi ser nu nye markeder, der trækker messe og konference op på samme niveau som 2024, fortæller Katja Burbulla, fra Wire & Tubes messeledelse.
Ændringerne på markedet bevirker en vis nedgang i antallet af tyske udstillere, men en samtidig stigning i antallet af internationale virksomheder, der vil udstille på Wire & Tube. Det er selvfølgelig forårsaget af den nedgang, den tyske bilindustri har haft – og fortsat har, men hele det tyske samfund gennemgår teknologisk en betydelig transition. En meget stor tysk udstiller er – nok engang – tyske Rheinmetall, der producerer forsvarshardware til stadigt flere lande, og som nu også er ved at gå aktivt ind i det europæiske space-program, hvilket er relativt nyt for tysk industri. Den ændrede geopolitiske situation medvirker til at flytte fokus fra ét branchesegment til et andet – men teknologier, processer og materialer går igen trods ændringerne.
Hvad kan blive bedre?
Der er mange flere positive tiltag i 2026-udgaven af Wire & Tube, hvor det nok primært er power-to-X og de grønne brintløsninger, som vil komme til at tiltrække sig størst interesse. Men Katja Burbulla peger på andre områder, hvor det elektrisk mest interessante uden tvivl er den europæiske fokus på en styrkelse af såvel energi- som kommunikationsinfrastrukturen. Et tema som ”ingen verden uden kabler” fokuserer på etableringen af den intereuropæiske udveksling af energi fra decentrale energikilder som sol og vind.
– Der er selvfølgelig også sket en betydelig udvikling inden for den additive produktion, hvor 3D-printere inden for både kunststof- og metaltrådsfremstillede emner dukker op i snart alle virksomheder. Men behovet for bedre og mere robuste 3D-printede produkter stiller krav om nye trådmaterialer, og de vil også være til stede på Wire & Tube. Der vil også være de svejsemaskiner, som anvendes til opbygning af trådvæv og lignende additivt producerede løsninger, på messen, siger Katja Burbulla.
I 2026 vil der under messen være et ledsagende konferenceprogram, hvor både Wire & Cables Forum og Tube Forum vil blive afholdt på selve messeområdet. Tidligere har disse fora af pladshensyn været adskilt fra messen, men messeledelsen erkender, at det har været en fejl. Af denne grund er messe og konference samlet på Düsseldorfs messeområde.
Billedtekst:
Katja Burbulla fra Wire & Tube-messen i Düsseldorf fortæller, hvordan messen med sit interval på to år har formået at gå fra optur i 2024 til tæt på status quo i 2026 uden at falde i tysk industris ”hul” i 2025. Til gengæld er der sket et stort skift på messen, da tysk industri er ved at omstille sig fra automobilindustrien som det førende segment til forsvars-, space-, grøn energi og additiv produktion som de nye drivere for Tysklands tunge industriproduktion.

