
Universal Robots (UR) præsenterer en ny tilføjelse til porteføljen: UR8 Long. Den langtrækkende industrielle cobot vises for første gang denne uge på Fabtech i Chicago og er udviklet til at løse de mest krævende automatiseringsopgaver på tværs af industrier. UR8 Long er blandt andet oplagt til plukning eller montageopgaver i elektronikindustrien, og UR’s nye cobot kan bestilles nu med leverancer, som begynder i oktober.
Med samme rækkevidde som den populære UR20 (1750 mm.) og en markant slankere profil kombinerer UR8 Long rækkevidde, stabilitet og præcision i en robust, kompakt og let konstruktion med en nyttelast på 8 kg. Det gør den ideel til opsætninger med begrænset plads og industrielle opgaver – fra kompleks svejsning til præcis plukning fra kasser og fleksible multipunkts-inspektioner.
– UR8 Long er en smart robotarm, der rækker længere og kan mere end nogensinde. Den er skabt til at hjælpe mennesker og virksomheder med at arbejde hurtigere, mere sikkert og med mindre fysisk belastning. Uanset om det handler om at løfte, flytte eller håndtere opgaver, der er gentagende eller fysisk krævende, gør denne robot arbejdet lettere. Den længere rækkevidde betyder, at den dækker et større område, og de avancerede funktioner åbner nye muligheder for at automatisere arbejde, der tidligere blev udført manuelt, siger Jean Pierre Hathout, President i Universal Robots.
UR8 Long kører med både PolyScope 5 og PolyScope X, UR’s brancheførende softwareplatform, og kan udvides med MotionPlus – UR’s nye, avancerede bevægelsesstyringsteknologi, der muliggør nem integration med lineære akser, roterende positioneringsenheder og drejeborde for præcis kontrol, mere jævne bevægelser og ensartet nøjagtighed.
Sammen med UR’s opgraderede freedrive-funktioner kan brugerne manuelt føre armen med høj præcision – det gør lead-to-teach-programmering mere intuitiv og muliggør hurtig, ergonomisk opsætning -selv på komplekse emner og helt uden behov for lagdelte brugerflader eller eksterne værktøjer. UR8 Longs lavere vægt– 30 % mindre end UR20 – og kompakte håndledsdesign gør den også ideel til montering på portaler, skinner eller overhead-systemer, hvor eksterne akser kan udnyttes endnu mere effektivt.