Tom Valbak Aardestrup er blevet udnævnt til ny CEO for Xtel Wireless; Tidligere CEO, Torben Lund Clement, bliver CTO efter egen anmodning; Lars Riisberg (Logimatic Holding) forbliver formand for bestyrelsen.
I 2021 besluttede Torben Lund Clement, som i 2006 grundlagde Xtel Wireless, sammen med hovedaktionærerne fra Logimatic Holding, at firmaet var klar til nye kræfter med fokuseret, strategisk og kommercielt lederskab. En beslutning, der skal hjælpe firmaet med at få defineret og eksekveret en ny strategi og realisere det fulde potentiale i Xtel Wireless’ organisation og produktløsninger.
Tom Valbak Aardestrup (48) kommer fra en lignende teknologi-vertikal, idet han har tilbragt de seneste 10 år ved telematik- og softwareudbyderen Trackunit – den absolutte globale leder inden for off-highway telematik og flådestyrings-software. Her lå fokus på salg, forretningsudvikling og ledelse idet han som COO ledte Trackunit ind på det nordamerikanske marked fra 2016-2018. Efter retur fra USA var han frem til 2021 ansvarlig for at opbygge og sikre strategiske OEM-partnerskaber samt at kommercialisere et nyt strategisk initiativ omkring Cloud-/API-datadelingsløsninger indenfor byggebranchen.
Tom Valbak Aardestrup kommer med stor erfaring inden for kommercialisering af nye digitale løsninger, go-to-market-strategier, konceptløsninger og ikke mindst et fokus på klar og ærlig ledelse og opbygning af teams, der ser fordele ved at arbejde for hinanden og med hinanden.


