Den 11. november 2011 blev det i Danmark lovligt at montere installationsmateriel produceret i overensstemmelse med Schuko-standarden, og Siemens træder nu ind på det danske marked med serien Delta. Lovændringen medfører, at man i Danmark nu kan anvende de afbrydere og stikdåser, som man anvender i 70 procent af resten af Europa. Det solide danske system, som har været dominerende på det danske marked det sidste århundrede, bliver dermed udfordret af et langt mere udbredt system, der samtidig er mere sikkert og giver betydelig flere installationsmuligheder.
Når man anvender installationsmateriel tilpasset Schuko standarden, overfører man automatisk jord til elektriske brugsgenstande, der har en Euro-stikprop. De er monteret på størstedelen af elektriske apparater og hårde hvidevarer. Siemens Delta stikdåser passer fuldstændigt sammen med Euro-stikproppen og er dermed forbundet med høj sikkerhed.
Schuko-standarden betyder også universal montage, da man monterer alt installationsmateriel i én størrelse dåse. Der findes envidere kun tre forskellige typer dåse, hvilket gør systemet enkelt og fleksibelt.
Schuko-standarden stammer fra Bayern i Tyskland, hvor Alberth Büttner i 1926 fik patent på Schuko, som er en forkortelse af det tyske ord Schutzkontakt. Lovændringen består af en tilføjelse i stærkstrømsbekendtgørelsen afsnit 6c, kapitel 817, som gør det muligt at bruge installationsmateriel produceret i henhold til Schuko standarden, som er udført i henhold til DS/IEC standard nr. 60884-2-D1;2011.

