
Det er salget af de fysiske fibernet-kabler, der er gravet ned i veje og fortove, som nu er godkendt af konkurrencemyndighederne og kan gennemføres. Fra den 2. februar er kablerne i Trekantområdet en del af Sinals fibernet.
– Det er en helt særlig milepæl i EWII. Vi har brugt knap 20 år på at udrulle fibernettet i hele vores forsyningsområde, så det er et kæmpe infrastrukturprojekt, som vi afslutter. Samtidig siger vi farvel til de knap 50 gode kolleger, som nu skal passe på fibernettet i en ny organisation. Det er kolleger, der har været med til at fuldføre vores vision om at styrke Trekantområdet med digital infrastruktur, hvilket vi alle er utroligt stolte af, siger administrerende direktør i EWII Koncernen, Lars Bonderup Bjørn.
Konkurrencerådet har godkendt, at Sinal overtager EWIIs fibernet. En godkendelse, der i første omgang var betinget af, at Norlys-koncernen, der ejer Sinal, skulle stoppe samarbejdet med en række antenneforeninger. Den betingelse har Norlys nu opfyldt, og dermed kan handlen gennemføres den 2. februar.
Mange internetbrugere i Trekantområdet vil slet ikke mærke, at EWII har solgt de fysiske fiberkabler i jorden. Salget ændrer ikke, hvor den enkelte har sit internetabonnement.
EWII udbyder fortsat internetabonnementer på fibernet i Trekantområdet, ligesom koncernen udbyder internetabonnementer via fiber og TV-antennestik (coax) i hele landet. Energikoncernen er også landsdækkende med elaftaler og ladebokse til elbiler.
Med pengene fra den rekordstore handel med fibernettet får EWII nu mulighed for at rette blikket mod nye tiltag og mål i forhold til energi, klima og grøn omstilling.

