Danske produktionsvirksomheder får nu nem og hurtig adgang til automationsprodukter fra verdens førende producent af pneumatisk automationsudstyr, SMC. En europæisk samhandelsaftale mellem SMC og RS Components udvides, så danske indkøbere kan købe SMC’s produkter hos RS Components med levering inden for 24 timer.
RS Components lagerfører de 4.000 mest solgte SMC-produkter inden for kategorierne cylindre, ventiler, luftbehandling, vakuum, slanger, fittings, sensorer og proceskomponenter. Produktprogrammet udvides løbende, og yderligere 2.000 produkter bliver tilføjet i løbet af kort tid. Produkterne kan enten bestilles online døgnet rundt eller over telefonen og leveres over hele landet næste dag.
Hurtig udskiftning af defekte komponenter er et kardinalpunkt for at minimere produktionsstop og nedetid. Set i det lys er aftalen med RS Components særligt positiv, fordi grossisten kapper en betydelig del af leveringstiden, som normalt er 3-4 dage.
Hos den danske afdeling af SMC er tilfredsheden med den udvidede aftale også stor, fordi man nu når ud til et endnu større publikum.
Som led i forberedelserne til at sælge SMC’s produkter har det tekniske personale i RS Components gennemgået produkttræning hos SMC, så de kan supportere kunderne på det tekniske niveau, der forventes.