Årets robotfest i Odense blev et tilløbsstykke – over 3200 besøgende lagde vejen forbi det røde cirkustelt og de tre robothaller, da Teknologisk Institut og DIRA afholdt Robotbrag og DIRA Business 2024 den 30. og 31. maj
Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 8 – 2024 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)
Indtryk samlet af Helle Friemann Nielsen og Johnny Elmeskov
Det store røde cirkustelt var traditionen tro slået op – og robothallerne var åbne for besøgende, da Teknologisk Institut og DIRA i slutningen af maj afholdt det årlige Robotbrag og DIRA Business. Det var syvende gang, at arrangementet fandt sted.
80 DIRA-udstillere præsenterede det sidste nye inden for robotverdenen, og Teknologisk Institut bød indenfor til 2800 kvadratmeters robotinnovation i de tre haller, der i år var inddelt i forskellige temaer. Her kunne man opleve nutidens – og ikke mindst fremtidens – robotter og gå på opdagelse i robotteknologi til produktion (og genfremstilling), hospitaler, forsvar, rumfart samt andre opgaver uden for fabriksgulvet.
Åbningskonference og udgivelse af den årlige rapport
Centerchef Henrik Jacobsen fra Teknologisk Institut og bestyrelsesleder Michael Nielsen fra DIRA bød velkommen. Herefter fortalte direktør Peter Trillingsgaard fra DI Produktion om den virkelighed, som danske virksomheder i 2024 befinder sig i – og hvordan robotteknologien kan bidrage til at løse mange af udfordringerne.
Han dykkede desuden lidt ned i den dugfriske rapport fra Teknologisk Institut om tilstanden i dansk robotindustri, der landede netop ved åbningen af Robotbrag.
Formålet med rapporten er at afdække udbredelsen af robotteknologi og kunstig intelligens i dansk industri. Derudover undersøger den virksomhedernes motivation, de oplevede fordele ved robotteknologi og AI samt udfordringerne ved implementeringen.
Rejsen mod det ydre rum – citronmåner, marsbarer og åbning af Space Robotics Lab
Teknologisk Institut er allerede startet på rejsen mod det ydre rum, og på Robotbrag blev Space Robotics Lab officielt åbnet. Det nye robotlaboratorium, som skal styrke Danmarks position inden for robotteknologi til rummet, blev indviet med citronmåner og marsbarer.
Her var det muligt at se en robotarm til opsamling af jord- og klippeprøver på Mars, en beskyttende beklædning – et såkaldt smart skin – til robotarme, hvordan mobile robotter kan designes for at overleve rummets hårde miljøer, konkrete eksempler på, hvordan en robotarm kan bruges på en rumstation, samt hvordan 3D-print kan bruges til at fremstille avancerede dele til rummissioner i printet metal.
Det nye startup-telt
Som noget nyt var der et særskilt telt, som satte fokus på de seneste skud på stammen inden for robotteknologi: startup-teltet. Her kunne man møde en række opstartsvirksomheder og deres løsninger og idéer.
Andendagen – den 31. maj – var øremærket en læringsdag henvendt til robotnysgerrige elever, studerende og deres undervisere. Her fik elever fra erhvervsuddannelser og studerende fra akademier og universiteter mulighed for at se og prøve robotter i alle afskygninger og møde potentielle fremtidige (praktik)arbejdsgivere.
Som noget nyt var der inviteret elever fra 8. klasse fra hele landet, og disse fik mulighed for at udforske teknologiens forunderlige verden gennem workshops og hands-on aktiviteter. Dette var arrangeret i samarbejde med lærlingeakademierne fra Lego-koncernen, Danfoss og Novo Nordisk samt Erhvervstanken.
Elektronikken banker på …
Data Respons Solutions demonstrerede en løsning bestående af en AI-computer til robotanvendelse – med en Nvidia Jetson Orin-baseret blæserløs AI-platform, der med sin køreklare ROS2 er egnet til krævende robotløsninger inklusive selvkørende mobile robotter.
Fire avancerede GMSL2 AI-stereokameraer til robotik og rumlig opfattelse (ZED-X) blev koblet til det specialbyggede FPGA-baserede IO-kort. Slutteligt dannede den tilpassede software et 360° point cloud-billede af rummet.
En point cloud er et diskret sæt datapunkter i rummet. Punkterne kan repræsentere en 3D-figur eller et 3D-objekt. Hver punktposition har sit sæt kartesiske koordinater (X, Y, Z), som gør det muligt for robotdesigneren at planlægge ruter, undgå forhindringer og navigere i et 3D, 360° miljø.
Billedtekster:
1: Det store røde cirkustelt var traditionen tro slået op på dette års Robotbrag, som fandt sted før sommerferien.
2: Robotter i rummet kan blive et stort nyt eventyr – også for de efterfølgende generationer.
3: Et nyt telt var forbeholdt startups, som Danmark heldigvis udklækker i store styktal.
4: Data Respons’ Gilad Mizrahi (tv.) og Hans-Christian Mølstrand kunne fremvise en løsning til automatisk 3D-overvågning af større forsamlinger.
5: Ingen autonome robotter uden batterier, som Kristian Tønnes og Mette Juhl fra Celltech kunne demonstrere.
6: Tim Kyndi Ohlsen fra Følsgaard var ansvarlig for Mitsubishi-robotterne under dette års Robotbrag.