Brugen af lithium-ion stiger kraftigt på verdensplan. Fordelen er at batteriet leverer meget strøm samtidig med at det er let og fylder lidt. Typiske produkter er bærbare og mobile elektronikprodukter hvor lithium-ion batterierne giver store fordele.
– Normalt er en batteripakke beskyttet af et elektronisk beskyttelsessystem kaldet BMS (Battery Management Systems). Det sikrer, at hverken spændingen eller temperaturen bliver for høj, siger Bjarne Johnsen. Han er specialist på Teknologisk Institut i lithium-ion batterier og undersøger samt tester batteriers sikkerhed. Hvis spændingen eller temperaturen stiger i et batteri, kan det betyde, at batteriet begynder at brænde. Risikoen er relativt lille, men det sker, at lithium-ion batterier brænder og forårsager store skader. Jo flere batterier der er i samfundet, jo større er risikoen.
Bjarne Johnsen mener, at man kan at opdele brugen af lithium-ion batterier i to kategorier.
- de større batterier, der bruges i bilindustrien m.m. og hvor risikoen er lav.
- de mindre batterier og batteripakker til elektronikprodukter, såsom droner, powerbanks, lommelygter, e-cigaretter, legetøj og erstatningsbatterier til smartphones.
– Hvis disse elektroniske gadgets købes via internettet, er der en øget risiko for, at ting går galt. Og der importeres mange af disse produkter i dag.
Der sker allerede ulykker i Danmark, som skyldes lithium-ion batterier, men det er ofte vanskeligt at vide med sikkerhed, hvordan en brand er opstået. Der er en stor udfordring på dette område, og medierne har ikke rigtig bemærket problemet endnu.
Der er findes regler for håndtering af lithium-ion batterier, men ofte ikke vedr. sikkerheden. Der mangler stadig viden om alle typer batterier.
– Elektrikere og fagfolk er normalt opmærksomme på problemet, men almindelige danskere er ikke opmærksomme nok på risiciene.
Den største risiko er, når batterierne er opladet, siger Bjarne Johnsen og tilføjer at batterierne skal holdes under opsyn, når de oplades. Hvis det begynder at brænde i små batterier, kan du prøve at slukke eller fjerne dem. Hvis det brænder i større batterier, skal du ikke forsøge at slukke, men kontakte brandvæsenet.
– Problemet er, at når lithium-ion batterier brænder, frigives der gasser, som er meget giftige.
Et nyt anvendelsesområde til lithium-ion batterier er som en batteripakke i forbindelse med solceller. Det er en måde til hurtigere at nå break-even på et anlæg, men det er vigtigt at minimere risikoerne.
– Det skal være godkendte batterisystemer, der er placeret i et rum, der ikke har direkte forbindelse til huset, og som har en brandalarm. Jeg ville aldrig anvende gamle bilbatterier.
Seks tips fra Bjarne Johnsen for at reducere risikoen for brande i lithium-ion batterier:
- Sørg for, at du er i nærheden og har overblik, når du oplader.
- Brug altid originale opladere, der er skræddersyet til den pågældende enhed.
- Pas på ikke at overophede batterierne.
- Oplad ikke, når batteriet er under 10 grader.
- Der er ingen let måde at se, om et batteri er godt eller dårligt. Undgå derfor at købe batterier uden et varemærke.
- Hvis det begynder at brænde: Hold afstand og kontakt brandvæsenet, gasserne er farlige.