Datacentre er rygraden i vores digitale verden. Men de er samtidig ansvarlige for op mod to procent af verdens CO2-udledning – hvilket svarer til den mængde CO2, som den samlede, globale luftfartsindustri udleder. Og udviklingen hen mod øget digitalisering af vores samfund peger kun i én retning.
– I Danmark er vi blandt de bedste i verden til digitalisering, men dertil følger også stigende krav til vores datacentre, som er livsnerven i enhver form for digitalisering. I løbet af få år forventes det, at vi rammer et samlet behov for strøm til datacenterkapacitet på hele +400MW. Med de enorme energimængder er det utroligt vigtigt, at datacentrene gør deres drift så bæredygtig som overhovedet muligt. Her kommer den nye standardramme til at spille en afgørende rolle i forhold til at gøre det helt klart, hvor, hvordan og hvad man skal måle og optimere på i forhold til at energieffektivisere datacentrene i Danmark og gøre dem mere bæredygtige, siger Søren Schrøder, Country Sales Director, Secure Power Division, Schneider Electric Danmark.
Schneider Electrics nye bæredygtighedsstandardramme er udviklet af Energy Management Research Center, med ekspertise fra ESG-eksperter, bæredygtighedskonsulenter, datacenterforskere og -arkitekter.
Energy Management Research Center blev oprettet i 2002 og har udviklet mere end 200 leverandørneutrale whitepapers og trade-off-værktøjer, der er tilgængelige ganske gratis for alle i branchen.
– Datacenterbranchen har gjort betydelige fremskridt i forhold til at øge energieffektiviteten. Men i takt med at de digitale krav stiger, må branchen fortsat have fuld fokus på at fremme langsigtede og bredere bæredygtighedsinitiativer. Man kan ikke ændre på noget, man ikke måler. Derfor skal virksomheder etablere klare og standardiserede rammer at måle ud fra, som ikke blot tager højde for effektiv teknologi, men også forbruget, eller den potentielle ødelæggelse af naturressourcer, som vand, landområder og biodiversitet, siger Rob Brothers, Program Vice President for Datacenter and Support Services Program hos IDC (International Data Corporation).
Et stigende pres fra investorer, tilsynsmyndigheder, aktionærer, kunder og medarbejdere har været med til at skabe et øget behov for bedre rapportering om miljøpåvirkningen af datacenterdrift. Mange datacenteroperatører har dog manglet ekspertise inden for bæredygtighed og har dermed stået over for en nærmest uoverskuelig opgave i forhold til at finde ud af, hvilke målinger man skulle følge, og hvilke strategier man skulle implementere.
På Danish Data Centers Denmark-konferencen d. 17. maj præsenterer Søren Schrøder, Country Sales Director, Secure Power Division, Schneider Electric Danmark den nye bæredygtighedsstandardramme: Building and operating data centers for a sustainable tomorrow.