
Professor Mads Græsbøll Christensen fra Aalborg Universitets Institut for Arkitektur og Medieteknologi har som den første fået den nyindstiftede EURASIP Early Career Award. Talentprisen fra den europæiske sammenslutning for signalbehandling gives som anerkendelse for Mads Græsbøll Christensens forskning i lyd og tale.
Prisoverrækkelsen fandt sted i den ungarske hovedstad Budapest ved en stor europæisk konference om signalbehandling (EUSIPCO). Formålet med den nye pris er at anerkende en yngre forsker og ingeniør (under 40 år), som på et tidligt trin i karrieren har leveret betydningsfulde og lovende videnskabelige resultater. I Mads Græsbøll Christensens tilfælde fremhæves særligt hans bidrag til statistisk processering af audio og tale.
Mads Græsbøll Christensens forskning i lydteknologi involverer blandt andet analyse, modelleringer, forbedringer, separation og kodning. Han er stifter af Aalborg Universitets Audio Analysis Lab, og han har tidligere blandt andet modtaget Spar Nord Fondens Forskningspris, Statoil Prisen og Det Frie Forskningsråds Ung Eliteforskerpris.

