Der er altid mange, som spørger om, hvad den største nyhed under en given messe er. Det er et spørgsmål, der som regel udløser et lidt uldent svar, for det er ikke så lige til at vælge et favoritprodukt blandt et udbud, der er mere forskelligt end æbler og bananer. Men alligevel er der altid et produkt, som formår at hæve sig over den grå forplumrede masse af nye teknologier og produkter. Og i år må prisen som mest interessante produkt under Embedded World i Nürnberg nok næsten tilfalde Keysight – det tidligere Hewlett-Packard og siden Agilent. Amerikanske T&M-koncern sender et nyt oscilloskop på markedet, Men en båndbredde på op til 100MHz, 2Gsamples/sekund, 1 Mpoint memory og en række delikate funktioner, er det utroligt, at Keysight pris på helt ned til 3.200 kroner holder. Men det er den rigtige pris ifølge Teit Poulsen fra Altoo, som repræsenterer Keysight i Danmark.
– Det er et fantastisk stykke arbejde, Keysight har udført i deres x1000-serie. Selv om prisen er trykket helt i bund, så er der intet i designet, der indikerer, at der er tale om et prisbilligt produkt. Serien er baseret på amerikansk hardware. Prislejet ligger fra de nævnte 3.200 kroner og til 7.000, afhængigt af den ydelse, man ønsker sig. Alle skoperne i den nye x1000-serie er to-kanals og med en ydelse op til 100MHz og 2Gsamples/sekund foruden en 1 Mpunkt memory. Kvaliteten er også på plads i den forstand, at kalibrering kun skal udføres hvert femte år, hvilket i realiteten betyder, at det vil være billigere at udskifte oscilloskoperne, end det vil være at kalibrere dem, vurderer Teit Poulsen.
Han største problem med de nye oscilloskoper er, at der skal sælges en pokkers masse, før lønnen bliver tjent hjem, men de første modeller, der er kommet i hus, er solgt med det samme. Til den angivne pris mener Teit Poulsen, at man kan glemme kineseroscilloskoperne, og selv om de er yderst prisbillige, er der ikke sparet på funktionerne. Inden for den givne prisramme får man et højopløst 7½” farvedisplay – dog uden touch – tilvalg af indbygget funktionsgenerator op til 20MHz, intern eller ekstern trigger samt et godt sæt matematiske funktioner og trigger-zooms. Det er en pokkers masse amerikaner-skop til meget få penge.