
(foto: Anders Holst / Gridturn via Ritzau)
Den danske startupvirksomhed Gridturn, som forlænger levetiden på udtjente elbilbatterier ved at omdanne dem til certificerede batterienergilagringssystemer (BESS), er blevet tildelt 75.000 EUR. i støtte fra Women TechEU-programmet.
Støtten gives til kvindeligt ledede europæiske teknologivirksomheder med potentiale til at levere markant innovation og bæredygtig omstilling – og netop den kombination gør Gridturn CEO Louise Witt Sengeløv glad:
– Der er bestemt ikke kø til dametoilettet, når man er til energirelaterede konferencer! Der er få kvinder i tech, men det er bare en barriere, der er ekstra motiverende at bryde igennem. Støtten er en dejlig anerkendelse og meget inspirerende for det videre arbejde, siger hun.
Udfordrer status quo
Gridturns løsning reducerer spild og behovet for nye materialer. Det er der brug for:
– 40 procent af verdens konflikter siden 1960’erne er relateret til kampen om råmaterialer. 90 procent af vores biodiversitetstab er relateret til råstofudvinding, og vi genanvender alt for lidt. I Europa er vi på 12 procents cirkularitet, i Danmark er vi helt nede på 4%. Det skal vi lykkes med at ændre, siger Louise Witt Sengeløv:
– Samtidig er det vigtigt, at vi gør det økonomisk bæredygtigt. Og ja, det kan godt være, det er svært, men vi er nødt til at gøre det bedre og udfordre status quo, fortsætter hun.
Gridturns løsning er at levetidsforlænge elbilbatterier, så de også har værdi, når de ikke længere er egnede til elbiler.
– Rækkevidden er afgørende på et bilbatteri, og derfor er en reduktion til 80 eller 85 procent kapacitet reelt med til at pensionere batteriet. Men selv med 80 procent kapacitet kan batteriet sagtens fungere og bringe værdi, hvis man placerer det i en anden kontekst. Batterierne vil have det rigtig godt i vores system. Det ideelle seniorliv, fortæller Louise Witt Sengeløv.
Fra affald til infrastruktur
Gridturn genanvender batterierne til batteri-energilagringssystemer (BESS), der integreres med eksisterende energiløsninger og hjælper med at optimere forbrug og balancere elnettet.
Det er der en markant CO₂-besparelse i, og cirkulariteten er optimal: Man gør affald til energiinfrastruktur.
Gridturn går nu på markedet med en certificeret og skalérbar produktlinje. En markant udvikling for en startup, som har været en del af Beyond Beta-acceleratorforløbet i Energy Cluster Denmark.
– Vi står med en nøgle til Europas fremtidige energiselvstændighed. Ved at genbruge batterier skaber vi en løsning, der både er grønnere, integrerbar og økonomisk bæredygtig. Jeg håber samtidig, at vores rejse kan inspirere flere kvinder til at starte deep tech-virksomheder – mine to døtre er en stor del af motivationen for at gå forrest i den udvikling, slutter Louise Witt Sengeløv.
Udover finansieringen får Gridturn adgang til et europæisk mentor- og accelerationsprogram, der skal styrke forretning, teknologi og skalering.

