Skibsejere i hele verden skal nedbringe skibenes udledninger af blandt andet CO2 og metan markant i de kommende år, og dermed vokser markedet for avanceret måleudstyr til blandt andet containerskibe, tankskibe og krydstogtskibe. Det smitter af på virksomheden Green Instruments, som oplever stor efterspørgsel på virksomhedens innovative produkter, der medvirker til at gøre skibsfarten grønnere.
Green Instruments har nu ansat en ny global salgsdirektør, der skal bidrage til øget vækst og udvikling af nye produkter. Det er den 43-årige Martin Haandbæk, der har 12 års erfaring fra den maritime branche, hvor han har haft ledende roller hos MAN Energy Solutions, Svanehøj og Sulzer Pumps.
Martin Haandbæk har derfor et særdeles godt kendskab til skibsfartens værdikæde og de udfordringer og muligheder, som rederier, værfter og maritime operatører står overfor. Han får ansvaret for det globale produktsalg hos Green Instruments, og han skal i samarbejde med virksomhedens salg-, marketing- og udviklingsafdeling identificere nye markedsmuligheder og understøtte udviklingen af fremtidens maritime løsninger.
Med ansættelsen af Martin Haandbæk styrker Green Instruments sin position som innovativ teknologileverandør til den maritime branche i tæt samarbejde med salgskontorerne i USA og Kina og servicepartnere i hele verden.


