Grundtanken bag regeringens ønske om at motivere virksomheder til at optimere materialeforbruget i deres emballage, således at der genereres mindre affald, er som udgangspunkt god. Men implementeringen af den vision er noget lovgivningsmæssigt makværk
Artiklen har været bragt i Aktuel Elektronik nr. 3 – 2026 og kan læses herunder uden illustrationer
(læs originaludgaven her)
Af Christian Girbo, brancheforeningen Professionel Elektronik
Som det har været oppe i medierne flere gange igennem tiden, så er Europa desværre ret god til at finde på nye måder at begrænse og regulere virksomheder, samt at pålægge dem nye omkostninger og arbejdsopgaver. Det Udvidede Producentansvar for Emballage er nok det seneste store skud på stammen, som bestyrelsen i PE har debatteret på et par møder. Men derudover er der selvfølgelig også Producentansvaret for Elektronik, tidsregistreringen af arbejdstid for ansatte, bæredygtighedsrapporteringen CSRD, NIS2, GDPR, og kravet om at alle regnskabsbilag nu skal indscannes og opbevares elektronisk samt, for nogle virksomheder, det Europæiske AI-Act. Og så er der sikkert en længere række andre branchespecifikke direktiver, der stjæler virksomhedernes tid, penge og beslutningsfrihed på forskellige måder.
Mange af disse direktiver har udmærkede grundidéer. Men når først de har været igennem EU-systemet og er blevet implementeret på 27 forskellige måder i de forskellige medlemslande, så begynder kæden at hoppe af. Og selv hvis man kigger internt på et enkelt land, så går det ofte galt, når visionen når til implementeringen i hverdagen ude i virksomhederne.
Hvis vi tager direktivet for det ”Udvidede Producentansvar For Emballage”, så er grundtanken fin nok. ”Vi vil gerne motivere virksomheder til at optimere materialeforbruget i deres emballage, således at der genereres mindre affald.” Men implementeringen af den vision er noget lovgivningsmæssigt makværk her i Danmark og virker udtænkt uden overvejelse af, hvordan de enkelte virksomheder skal kunne håndtere dataindsamlingen og rapporteringen. Alene at finde ud af reglerne er bøvlet. Det tog denne skribent den bedre del af en arbejdsdag at finde hoved og hale i kravene omkring, hvad der skulle indrapporteres, hvortil, og via hvilken kollektivaftale, samt om dennes virksomhed overhovedet var omfattet af reglerne. Og det er som en virksomhed, der ”bringer under otte tons emballage i markedet” om året, og derfor ikke skal opdele emballagetypen i de ni forskellige kategorier af affaldstyper, der ellers opereres med her i Danmark. Og havde man beskæftiget sig med BtC-handel på tværs af EU, så kommer reglerne omkring ”fjernsalg” oveni.
Massivt bureaukrati
Alt i alt betyder Producentansvaret for Emballage, at virksomheder i Danmark skal bruge en masse tid på at finde ud af, hvad deres emballage vejer, samt hvilken type materiale det falder ind under rapporteringsmæssigt. Den lille importør, med et par hundrede salg om året, kan måske slippe af sted med at tage forskellen på net- og gross weight på forsendelserne og så satse på, at fabrikken pakker varen ens hver gang. Men gud hjælpe de virksomheder, der skal finde ud af at opdele vægten imellem papkasser, plastposer, tape, bobleplast, træpaller, glas, metaltyper osv. samt eventuelle andre typer pakkematerialer, der ikke passer i de andre kategorier …
Og så har vi overhovedet ikke overvejet den direkte økonomiske omkostning, som virksomhederne bliver pålagt i form af afgiften på de forskellige materialetyper, eller det faktum at en hel del virksomheder ikke har nogen som helst indflydelse på, hvordan deres leverandører udenfor EU pakker de produkter, de sender, hvilket fjerner hele idéen med direktivet for disse virksomheder.
Desuden er der hele spørgsmålet omkring finansieringen af affaldshåndteringen. For selv om det er meningen, at udgifterne til de systemer, der håndterer affaldet i dag, skal overføres til virksomhederne i højere omfang end til forbrugerne, så ender udgifterne alligevel hos slutkunden, da ingen virksomheder har pengetræer voksende på parkeringspladsen. Så der er i sidste ende kun ét sted for virksomhederne at hente pengene til gebyrerne, og det er hos kunderne. Og så har man åbenbart glemt at overveje, at det nye system også kommer med sine egne administrative omkostninger, som skal lægges oven i de eksisterende udgifter til håndtering og administration af det gamle system. Så samlet set kan håndteringen af affald og emballage kun blive dyrere, end det var, og mere kompliceret for virksomhederne.
Eksisterende løsninger må kunne tilpasses
Det er selvfølgeligt svært at udforme den her type lovkrav og samtidig sørge for, at lovgivningen kan håndteres fornuftigt af alt fra enkeltmandsvirksomheder og op til virksomhedsstørrelser som Mærsk og Novo. Men fra PE’s side vil vi foreslå, at man i stedet starter med at kigge på, hvad der findes af systemer og arbejdsprocesser i forvejen, og så overveje om en tilvirkning eller tilføjelse til dem kan løse opgaven.
Toldsystemet har i forvejen fat i hver forsendelse, og forbinder hver pakke med en importør/modtager. Hvis man satte krav om, at afsendere skulle angive de ønskede vægtinformationer, og man standardiserede opsætningen af toldpapirerne, så kunne man vel i princippet koble indrapporteringen op på toldhåndteringen, og måske endda automataflæse informationen. Så flytter man en del af arbejdet til producenterne udenfor EU og benytter et eksisterende system til at forestå rapporteringen.
Alternativt kunne man udarbejde en vægt- og/eller volumenbaseret afgift på forsendelser (ind) i EU generelt, og så tage udgangspunkt i nogle gennemsnitlige beregninger på tværs af forsendelsestyper og indholdskategori. Så kunne indtægterne fra afgiften overføres til finansiering af de eksisterende systemer til affaldshåndteringen i de enkelte EU-lande, hvor regningerne til borgerne så kunne reduceres tilsvarende. Det giver selvfølgelig ikke samme ”granularitet” i kalkulationer og udgifter til de enkelte virksomheder, men der vil stadig være en pointe i at reducere den samlede vægt og volumen af virksomhedernes forsendelser, og man ville have en approksimation, der ville være til at arbejde med i virksomhederne.
Under alle omstændigheder ville det være rart, hvis EU og politikerne på Christiansborg havde et større fokus på at få harmoniseret de love og regler, der komplicerer handel på tværs af EU-medlemslandene, i stedet for at finde på nye måder at bruge virksomhedernes tid og penge, når politiske idéer skal føres ud i virkeligheden.
