GN Audio, der blandt andet står bag det internationale superbrand Jabra, melder sig nu ind i kredsen omkring Sound Hub Denmark i Struer. Dermed bliver GN Audio det tredje selskab i gruppen bag lydklyngen, som i forvejen tæller Bang & Olufsen og Harman.
Det er muligheden for at arbejde tæt sammen med talenter indenfor lydindustrien og eventuelt spotte nye investeringsmuligheder, der har fået GN Audio, som er en del af lydkoncernen GN Store Nord, til at indgå en partnerskabsaftale med Sound Hub Denmark i Struer.
Sound Hub Denmark åbnede for nylig dørene i nye faciliteter dør om dør med Bang & Olufsen og Harmans afdeling i Struer, og huset har allerede dannet rammen om en række intensive acceleratorforløb for unge virksomheder fra hele verden.
Det nye udviklingsmiljø for audio er derfor også overordentlig interessant for de tunge spillere i branchen, fordi de her får mulighed for at komme tæt på nogle af morgendagens stjerner inden for lyd og akustik. Bang & Olufsen og Samsung-ejede Harman er med, og nu melder en tredje af branchens store spillere sig ind som samarbejdspartner.
GN Audio oplever stor vækst i salget af især høretelefoner, og selskabet er konstant på udkig efter talent og nye udviklingsmuligheder. Moderselskabet GN Store Nord har desuden en særlig GN-fond som understøtter og investerer i innovative projekter inden for audiobranchen.
Den nye partnerskabsaftale betyder, at repræsentanter fra GN Audio hyppigt vil være at finde i Sound Hub Denmarks lokaler i Struer. Særligt i forbindelse med events og camps, eller når der indgås individuelle aftaler om workshops eller projektforløb mellem GN Audio og Sound Hub Denmark samarbejdspartnere, SoundTech Accelerator Program deltagere eller de nye internationale virksomheder, som har valgt at etablere virksomhed på Peter Bangs Vej 17.
De eksisterende partnere i Sound Hub Denmark er Bang & Olufsen, Harman Lifestyle, Accelerace, EKTOS, Aalborg Universitet, Danish Sound Network, Struer Kommune; samt investorerne Færchfonden og Vald. Birn Holding.