Den 12. april 2020 fylder koncernchef Bo Lybæk fra GPV International A/S 60 år. Gennem mere end 20 år har han fungeret som CEO i flere internationale virksomheder og beskæftiget sig med en række forskellige brancher inden for produktion. Dertil kommer flere bestyrelsesposter. Siden 1996 har han fungeret som CEO i flere internationale virksomheder, heraf de seneste 12 år som koncernchef i GPV International A/S, Danmarks største producent af elektronik- og elektromekaniske produkter med en årlig omsætning på 2,8 milliarder kroner, 4.000 ansatte og produktionsfaciliteter i ni lande fordelt på Europa, Asien og Amerika.
Bo Lybæk er oprindeligt uddannet civilingeniør ved Aalborg Universitet i 1986, fulgt op af flere internationale uddannelser blandt andet en MBA fra Universität St. Gallen i Schweiz. Efter endt civilingeniøruddannelse startede karrieren hos Terma A/S i Grenaa, hvor Bo Lybæk blev ansat som udviklingsingeniør. Siden flyttede han og familien til Schweiz, hvor han tiltrådte i ansættelser som vicedirektør samt produktions- og teknisk leder først hos den schweiziske virksomhed Cellpac AG og efterfølgende hos Biberist AG.
Karrieren har siden budt på adm. direktør-stillinger i Hydro Extrusion Denmark A/S og Norsk Hydro Danmark A/S, inden Bo Lybæk i 2008 blev ansat som adm. direktør i GPV International A/S.
Luft- og rumfart, middelspænding, plast, aluminium og elektronik lyder umiddelbart som fem meget forskellige brancher, men ifølge Bo Lybæk er der én vigtig fællesnævner, idet de nævnte virksomheder har været betroede underleverandører til globale koncerner. At danne partnerskab med sine kunder og levere service excellence er nøgleord for at drive forretning. Det er principper, som Bo Lybæk har været med til at danne skole inden for. Når ens virksomhed ikke har hyldevarer, så skal produkterne konstant udvikles sammen med kunderne, og her kan Bo Lybæk noget helt særligt.
Bo Lybæk er af både medarbejdere, ledelseskolleger og ejere anerkendt som en moderne og meget synlig topchef. Han har en unik evne til at være nærværende i alt, hvad han foretager sig, og han anerkender alles rolle i virksomheden som vigtig og afgørende for, at kunderne får den bedste service, og dermed at virksomheden har succes.
I dag kan Bo Lybæk se tilbage på en imponerende erhvervskarriere, hvor senest jobbet som koncernchef i GPV International A/S har budt på både op- og nedture. Kort efter Bo Lybæks ansættelse i 2008 ramte finanskrisen, og i juni 2009 overtog bankerne virksomheden efter en betalingsstandsning. Bo Lybæk fik dog sammen med den øvrige ledelse foretaget en succesfuld turnaround, og i 2016 købte det danske industrikonglomerat Schouw & Co. virksomheden for 400 millioner kroner.
Siden er omsætningen mere end tredoblet blandt andet qua et opkøb af den schweiziske konkurrent CCS Group i slutningen af 2018. I dag er GPV International A/S blandt de 10 største elektronikproducenter i Europa, og Bo Lybæk har været med til at skabe en ny og markant spiller i det internationale elektronikmarked og har sat nye standarder for partnerskaber med kunderne, konkurrencedygtige priser og et ekstremt højt serviceniveau.