Hvorfor skal produktudvikling inden for elektronikken altid følge den slagne vej? Meget ofte kan der komme rigtig gode resultater ud at slappe helt af og lade en hyggelig stemning blive motoren for de gode ideer. Så hippie-happy det end måtte lyde, så er det faktisk et koncept, der har bevist sin bæredygtighed – også i teknisk og økonomisk forstand. Det har nu ført til, at Micro Technic har varemærkebeskyttet ”Engineering Campfire” i EU, på de britiske øer og i Norge. Micro Technic har haft konceptet undervejs i snart seks år, og det er blevet til flere opgaver – så hvorfor ikke bare gøre udviklingsforløbet til et egentligt begreb?
– Tankerne flyver faktisk meget friere, hvis man så at sige sætter sig omkring lejrbålet, hygger og fortæller røverhistorier – og ad bagvejen kommer ind på, hvilke muligheder produktionsteknologierne byder på, og hvad kunder i grunden vil med deres designs. Man kan se disse møder som en slags uforpligtende forprojekt, som har nogle meget løsere rammer end et typisk feasibility-studie. Det er jo ikke sikkert, at et projekt bliver til noget, men med Engineering Campfire bliver alle parter meget klogere – også på hinanden. Det skaber tillid, som så i anden sammenhæng kan føre til produktion og handel, siger Anders Qvistgaard Sørensen, der er udviklingschef hos Micro Technic.
Ideen udspringer af en forespørgsel, den fynske EMS- og produktionsvirksomhed fik fra en islandsk potentiel kunde. Der var langt fra Island til Kina, så kunden ville se, om ikke en mere tætliggende producent kunne hjælpe. I sin oprindelige form ville den islandske konstruktion være rundt regnet dobbelt så dyr at fremstille i Danmark i forhold til Kina, men Micro Technic så nogle andre muligheder i konstruktionen.
– Det fik de islandske kunder til at hoppe på flyet og komme på besøg hos Micro Technic. Dér kunne vi stille og roligt evaluere designet. Det viste sig, at vi kunne tilføre så megen automation i fremstillingen, at prisen for dansk fremstilling nu pludselig lå 20 procent lavere end den kinesiske pris. Kunderne blev i sagens natur begejstrede over den easy-going tilgang til produktevalueringen, og det har siden ført til et redesign af nu fem produkter fra den islandske kunde. Og hvorfor så ikke tilbyde andre kunder lignende løsninger under de afslappede former?, spørger Anders Qvistgaard Sørensen afslutningsvis.