Efter 30 år med udvikling af elektronik, har Regner Krug Bendtsen, COO og bestyrelsesformand i Develco, valgt at trække sig tilbage fra den daglige drift. Regner har gennem mange år sat sit aftryk i elektronikbranchen i Danmark, men nu er den æra slut – og en ny kan begynde.
Regner Krug Bendsen er et kendt ansigt i elektronikindustrien. Han har haft en lang karriere med udvikling af elektronikløsninger på mange niveauer, senest som COO, medejer og bestyrelsesformand i udviklingshuset Develco.
Han har gennem sit mangeårige virke arbejdet med produktionshåndtering og har blandt andet indført processer, der tager hånd om alle faser af elektronikproduktion. Regner har gennemført en meget lang række udviklingsprojekter og bidraget til, at mange nye elektronikprodukter har set dagens lys både nationalt og internationalt.
CSR har været Regners hjertebarn. En høj moral har altid været kriterium nummer et i Regners bog, og det gælder både i samarbejdet med kunder, leverandører og medarbejdere. Således har Regner bl.a. indført Code of Conduct, medlemskab af UN Global Compact og har sat en ære i personlig integritet.
Regner Krug Bendtsen slipper dog ikke Develco helt, idet han fortsætter på posten som bestyrelsesformand.
– Det er vigtigt med kontinuitet i en branche, hvor teknologien udvikler sig så hurtigt, som den gør på Develcos område. Vi har mange spændende projekter i gang, og jeg ser frem til at være med til at sætte retningen fremover, slutter Develcos grundlægger.
Den daglige ledelse i Develco videreføres fra januar 2020 af CEO, Jakob Bjerre, og Senior Projektleder, Erik Refsgaard.