Den globale datamængde vil blive tredoblet frem mod 2020, fra 1,4 ZB (Zettabytes) i 2015 til 6,2 ZB i 2020. Størstedelen 84 pct. vil opbevares på enheder som pc’er og tablets, mens 16 pct. vil opbevares i datacentre som fx Dropbox. Det fremgår af en ny rapport fra Cisco.
Én af de store årsager til forøgelsen skal findes i vores øgede brug af internettet, både hos forbrugerne, men også hos virksomheder, der flytter flere og flere ting i skyen.
Blandt de mest datatunge virksomheder finder man bl.a. Google og Amazon. Men der er også overraskelser iblandt som fx det amerikanske forsvar, der ved udgangen af 2015 havde mellem 2.000 og 4.000 PB (Petabytes) data opbevaret.
Henrik Stær, teknisk direktør ved Cisco i Danmark, uddyber:
– Data er blevet et af de absolut vigtigste råstoffer i den digitale økonomi. Listen viser, hvordan data spiller en vigtig rolle ikke kun for digitale virksomheder som fx Dropbox og Google, men også for banker og forskning som CERN i Schweiz.
Mængden af brugbar data, der bliver produceret i 2020, vil nå op på 60 Zettabytes, men der vil kun være kapacitet til at analysere 25 pct. af det. Ifølge Henrik Stær er der et enormt potentiale i at udvikle teknologier, der kan udnytte de resterende 75 pct.
Top 10 virksomheder ud fra datamængder:
- Google Data Centers (8.000-10.000 PB)
- Amazon Cloud Services (7.000-9.000 PB)
- Det amerikanske forsvar (2.000-4.000 PB)
- Baidu (1.000 PB)
- Dropbox (500 PB)
- Bank of America (170 PB)
- NOAA Weather (120 PB)
- Large Hadron Collider (CERN) (100 PB)
- University of Pittsburgh Medical (85 PB)
- European Bioinformatics Institute (75 PB)
GCI-rapporten er udviklet af Cisco og bygger på global datacentertrafik. Læs mere her.