Med ny laserteknologi bliver udgravningen af en markedsplads ved Ribe Kunstmuseum fra vikingetidens begyndelse dokumenteret med ekstrem nøjagtighed. Dermed får arkæologerne fra Sydvestjyske Museer data, der kan give et mere præcist billede af fortiden.
– Det er en lagkage med 600-800 lag, der er smækket hårdt ned i jorden. Vi fjerner et lag ad gangen, og vi kigger på hvert eneste og dokumenterer, hvad det har betydet. Vi udgraver markedspladslag fra år 700-900 efter Kristi fødsel, og der har været et utroligt leben med fremmedarbejdere og handlende, fortæller Claus Feveile, der er museumsinspektør ved Sydvestjyske Museer.
Som noget nyt ved udgravningen, Northern Emporium, ved Ribe Kunstmuseum bruger arkæologerne en totalstation – et præcisionsinstrument til indmåling af bestemte punkters placering – med indbygget scanner. Udstyret gør det muligt at lave en præcis volumenberegning af de enkelte jordlag, og en nøjagtig 3D-model af den flade, som arkæologen har fritlagt.
– Detaljegraden og nøjagtigheden i præcisionen er exceptionelt bedre end hidtil, fordi vi kan danne den her 3D-model, og det kan have en væsentlig betydning på vores tolkning af, hvad der har fundet sted. Det er et værktøj, der lader os skabe et mere nøjagtigt billede af, hvordan verden var. Hvis vi for eksempel har fundet 100 perler i et lag, kan vi forestille os en videosekvens, hvor man kan se, hvordan de er endt der. Historierne, vi vil formidle til vores publikum, bliver meget nemmere at forstå på grund af 3D-grafikken, forklarer Claus Feveile.
Til udgravningen i Ribe bruger arkæologerne totalstationen Trimble SX10, der med sin indbyggede laserscanner kombinerer landmåling, billedbehandling og 3D-scanning. Den kan scanne op til 26.600 punkter i sekundet på afstande op til 600 meter, og scannes der på for eksempel 100 meters afstand, er der mindre end halvanden centimeter mellem hvert punkt, der registreres. Museet scanner normalt ved 20-30 meters afstand og får derved en punkttæthed på få millimeter.
– Man opstiller den som en almindelig totalstation, og markerer området, der skal scannes. Laserstrålen bliver splittet op i 16 dele og laver et viftescan, hvor den både kører op og ned og roterer om sin egen akse, og scanneren leverer en punktsky med data, som software efterfølgende kan lave om til 3D-grafik. Og på baggrund af nogle fixpunkter, som SX10’eren automatisk orienterer sig i forhold til, så ved den, hvor den er, og den er automatisk sat i det korrekte koordinatsystem, forklarer René Rasmussen, der er kundekonsulent for landmåling hos Geoteam.
Forskningsudgravningen Northern Emporium er et samarbejde mellem Sydvestjyske Museer og UrbNet på Aarhus Universitet, der finansieres af Carlsbergfondet.