Med mange års erfaring i elbranchen er Morten Jørgensen blevet hentet til at videreudvikle vækststrategien for EcoBuilding, der er et af Schneider Electrics vigtigste forretningsområder. Den 53-årige Morten Jørgensen tiltræder den 18. september og får det overordnede ansvar som Vice President for EcoBuilding, der har fokus på at gøre bygninger intelligente, så det samlede energiforbrug nedbringes. Dermed afløser han Søren Eriksen, der har siddet i direktørstolen de sidste tre år, og som nu rykker til en direktørpost i Schneider Electrics nordeuropæiske område.
Morten Jørgensen kommer fra en stilling som Chief Commercial Officer i Bravida Danmark, der er Nordens største aktør inden for tekniske installationer. Han er en stærk kommerciel profil med tung erfaring inden for salg, marketing, e-business, kommunikation og indkøb – og har desuden mange års ledelseserfaring som CEO for henholdsvis Louis Poulsen El-Teknik, Lemvigh Müller og Executives Global Network.

