BCMI, der er grundlagt af Massimo Banzi, David Cuartielles, David Mellis og Tom Igoe, alle medgrundlæggere af Arduino, har opkøbt 100 procent af virksomheden Arduino AG, der ejer alle Arduino-varemærkerne.
Efter overtagelsen bliver Massimo Banzi bestyrelsesformand og CTO for Arduino. Dr. Fabio Violante vil fungere som CEO, og han afløser dermed Federico Musto, som vil fortsætte karrieren uden for Arduino AG.
Ifølge den nye ledelse er det begyndelsen på en ny æra for Arduino, som vil få styrket dedikationen mod open source hardware og software, samtidigt med, at virksomheden sætter en kurs mod vedvarende økonomisk vækst. Massimo Banzi understreger, at Arduino vil styrke samarbejdet med virksomheder og privatpersoner, som vil udvikle elektronik på åbne platforme. Arduino skal ifølge den nye ledelse fungere som demokratiseringsværktøj for IoT-løsninger, så alle lige fra undervisningsmiljøet til professionelle virksomheder skal kunne få nem adgang til produktudvikling.
Arduino tilbyder en række software-værktøjer, hardware-platforme og dokumentation, der støtter kreativiteten i udvikling af elektronikprodukter. Arduino er dermed også blevet et meget populært værktøj inden for eksempelvis STEM/STEAM-undervisning, hvor millioner af designere og ingeniører samt studerende verden over udvikler alt lige fra legetøj til styringer i intelligente hjem og industrielle løsninger på den åbne platform.