Ingeniører og elektronikfolk har i mange tilfælde en fælles interesse uden for arbejdet, nemlig modeljernbaner, hvor elektronikken kan afprøves i praksis. Alle interesserede inviteres til en kæmpe verden i miniature, når Danmarks Tekniske Museum slår dørene op for årets flotteste modeljernbanetræf den 16. og 17. september. Der vil være metervis af jernbane med sjov teknik, perfekte modeller af togmateriel og landskaber samt historiske stationsmiljøer og bygninger. Det bliver en uforglemmelig oplevelse for hele familien.
Til træffet kan man opleve modelbaneanlæg fra 16 forskellige klubber. Modeltogene kører rundt i museets store haller, så alle besøgende kan opleve togbanerne på helt tæt hold. Der vil være alt fra små baneanlæg på 2×2 meter med masser af finurlige detaljer til kæmpe store anlæg med mange tog med lange vognsæt, og tilmed et meter langt lokomotiv, der drives af en rigtig dampmaskine.
Museets eget mini-tog, Parkbanen kører også hele weekenden, så du kan komme ud og få luft i håret, og en sjov tur rundt på museets 800 meter lange togbane.
Modeljernbanetræffet kan opleves af alle museets gæster i weekenden 16. og 17. september fra kl. 10 til 17. Det er gratis at deltage, når der er betalt entre til museet. Entré prisen er 90 kr. for voksne, 80 kr. for pensionister og studerende og gratis for børn under 18 år.
Danmarks Tekniske Museum ligger ca. 30 minutters kørsel fra København. Af offentlig transport holder busserne 802 og 353 ved museet. Se også http://www.tekniskemuseum.dk